Vi har afgjort sagen på grundlag af:
De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
Nævnets afgørelse af 27. juli 2009.
Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 24. august 2009
Nævnets genvurdering
Yderligere bemærkninger af 20. november 2009
Kommunen gav afslag på bevilling af støtte til de 2 første år af uddannelsen til sygeplejerske.
Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede afgørelsen. Nævnet begrundende afgørelsen med, at gennemførelse af uddannelsen til sygeplejerske ikke kan anses for at være den hurtigste mulighed for dig til at opnå varig beskæftigelse eller hel eller delvis selvforsørgelse.
Nævnet var enigt med kommunen i, at gennemførelse af en 3 ½–årig uddannelse ikke kan anses for den korteste vej til selvforsørgelse, når uddannelsen til social- og sundhedshjælperuddannelsen er 1 ½-årig.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen også har tilbudt dig et uddannelsesforløb til Social- og Sundhedsassistent, som er en uddannelse af en varighed på min 2 år og 10 måneder. Desuden fokuserer afslaget på, at du ikke kan anses for at have krav på dele af sygeplejerskeuddannelsen som aktivering. Du synes, at det er meget problematisk, at denne sag nu åbenbart er kommet til at handle om krav og rettigheder, i stedet for et langt mere interessant og frugtbart udgangspunkt, nemlig - i samarbejde med kommunen – at opstille en realistisk og tilfredsstillende mulighed for endelig at opnå selvforsørgelse og varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Nævnet genvurderede sagen og fastholdet sin afgørelse.
Vi har behandlet sagen for at yderligere belyse praksis om bevilling af støtte til en del af en ordinær uddannelse til et ledigt medlem af A-kasse. Sagen blev antaget som supplement til Principafgørelser N-2-08 og 161-09.