Ankestyrelsen har i principielt ankemøde truffet afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne som følge af din rygsygdom.
Vi har behandlet sagen principielt for at afklare praksis i forhold til tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne til personer der er tilkendt fleksjob og efterfølgende modtager ledighedsydelse.
Resultatet er
–
Du har i perioderne fra 1. oktober 2006 til og med 28. maj 2007 og igen fra 1. december 2008 til og med 3. maj 2009 modtaget ledighedsydelse og har i disse perioder ret til en midlertidig løbende erstatning for tab af erhvervsevne på 20 procent.
–
Du har ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne i de perioder, hvor du har været i fleksjob, idet arbejdsskadens følger i disse perioder ikke har medført en nedsat indtjening på mindst 15 procent i forhold til din indtjening forud for arbejdsskaden.
Vi er således kommet til det samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen, bortset fra en mindre ændring i perioden for den midlertidige erstatning.
Der var enighed på mødet.
På de næste sider kan du læse om begrundelse, regler med videre.
Begrundelsen for afgørelsen om hvilke perioder du har ret til midlertidig erstatning:
Ankestyrelsen vurderer, at en person, der er visiteret til fleksjob har ret til midlertidig erstatning, hvis personen efter ophør af fleksjob overgår til ledighedsydelse.
Tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob, fastsættes på baggrund af forskellen mellem hvad skadelidte kunne tjene forud for arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjob jævnfør § 17 a. , stk. 1.
Af lovens § 17 a. , stk. 3, fremgår, at Arbejdsskadestyrelsen træffer midlertidig afgørelse efter stk. 1, når tilskadekomne modtager ledighedsydelse.
Ankestyrelsen vurderer, at det ikke tydeligt af lovbemærkningerne fremgår, at skadelidte mister retten til midlertidig erstatning efter § 17 a. , stk. 3 hvis skadelidte efter ophør af fleksjob overgår til ledighedsydelse.
En sådan regulering bør have klar lovhjemmel. Skadelidte bevarer således retten til at få genoptaget sin sag, hvis fleksjobbet ikke kan bevares.
I Ankestyrelsens vurdering er tillige er indgået, at § 17 a. er en undtagelsesbestemmelse, som ud fra en formålsfortolkning må vurderes indskrænkende således at skadelidte i den periode, hvor der modtages ledighedsydelse har ret til en midlertidig løbende ydelse.
Begrundelsen for afgørelsen om størrelsen af den midlertidige erstatning for tab af erhvervsevne:
I de perioder, hvor du har været i fleksjob har du haft en nedgang i din indtjening i forhold til forud for arbejdsskaden svarende til ca. 20 procent. I de perioder, hvor du har modtaget ledighedsydelse har der været tale om en nedgang i indtjeningen svarende til ca. 40 procent.
Du er blandt andet på grund af arbejdsskadens følger visiteret til fleksjob.
Du har fra 4. maj 2009 til 13. juli 2009 været i fleksjob i en børnehave.
Vi vurderer, at der på baggrund af dine forudbestående gener fra nakken m.v. er grundlag for at foretage et fradrag i erstatningen svarende til cirka halvdelen af dit samlede erhvervsevnetab.
Af sagens oplysninger fremgår, at du siden foråret 2004 har klaget over hovedgener med svimmelhed og hyletone for ørerne, som forværres ved stress. Disse symptomer var hovedårsagen til din sygemelding i marts 2004. Ved lægelig udredning blev der fundet to prolapser i nakken.
Det er således dokumenteret, at din erhvervsevne forud for arbejdsskadens anmeldelse var påvirket af andet end lænderyggener, idet du havde problemer med smerter i hoved og nakke, samt med koncentration og svimmelhed.
Du har fået afslag på anerkendelse af dine nakkegener som erhvervssygdom. Du har fået konstateret en prolaps i nakken og har gener fra skuldre og nakke med udstråling til venstre arm.
Dine lænderyggener medfører, at du har behov for skiftende arbejdsstillinger og at du ikke kan varetage arbejdsopgaver med tungere løft. Dine hoved – og nakkegener medfører, at du har svært ved at koncentrere dig i længere tid og at du ikke kan have arbejde der belaster overekstremiteterne i større omfang og næppe arbejde, der kræver brug af hjelm. På baggrund af dine gener har du ikke kunnet fortsætte med dit arbejde som sygehjælper.
Du er efter arbejdsprøvning vurderet egnet til et fleksjob svarende til ca. 22 timer med skånehensyn i form af nedsat tid og fysisk belastende arbejde. Af forskellige årsager (konjunkturer mv) modtager du i perioder henholdsvis ledighedsydelse og løn i fleksjob. Du har således fra 2006 til 2009 været inde og ude af fleksjob foreløbigt tre gange.
Ankestyrelsen har tillige truffet afgørelse i din sag om dit erhvervsevnetab efter 13. juli 2009. Vi henviser til J.nr. 1217273-10.
Der udbetales erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har medført nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der gives ikke erstatning, hvis erhvervsevnen er nedsat med mindre end 15 procent.