Kommunen traf den 26. januar 2009 afgørelse om afslag på forsat udbetaling af merudgiftsydelse. Du var fortsat omfattet af personkredsen i § 100, men kom ikke over 6.000 kr. i accepterede merudgifter.
Der var søgt om merudgiftsydelse til dækning af udgifter til:
Medicin
Diabetes kost
Druesukker og juice
Kørsel
Kørekortfornyelse
Kommunen vurderede herefter de samlede merudgifter til 5.063,82 kr.
Nævnet stadfæstede den 29. september 2009 A Kommunes afgørelse.
Nævnet lagde ved afgørelsen lagt vægt på, at du var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100.
Nævnet vurderede, at du ikke oversteg bagatelgrænsen for merudgifter på 6.000 kr. årligt, uanset at glugagen blev medtaget som en nødvendig merudgift.
Nævnet vurderede, at der ikke kunne medtages udgifter til medicin, som du fik i forbindelse med behandling af leddegigt, da leddegigten ikke skønnedes at være direkte afledt af din diabetes.
Afgørelsen var truffet som en formandsafgørelse.
X forening har den 15. oktober 2009 klaget over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at du angav at have merudgifter for 6.391 kr. A Kommune havde afvist beregning af udgift til henholdsvis medicin og kulhydrater til behandling eller forebyggelse af lavt blodsukker.
A Kommune havde heller ikke medtaget udgiften til gigtmedicin.
Det fremgik ikke af sagen, at kommunen havde søgt oplysninger, om gigtlidelsen var diabetesrelateret, og om udgiften var relevant for § 100 beregningen.
Udgiften til Glucagen var heller ikke regnet med. Nævnet begrundede afgørelsen med, at du uanset denne udgift ikke havde udgifter for mere end 6.000 kr. årligt.
X forening anførte under henvisning til retssikkerhedsloven, at det var myndighedens pligt at sørge for, at en sag var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes en afgørelse. Myndigheden burde derfor søge lægefaglig oplysning om dels gigtlidelsens sammenhæng med diabetes og dels nødvendigheden af Glucagenpenne. Vedrørende Glucagenpenne henviste foreningen til brev fra overlæge Y. Din forklaring på, hvorfor du indtog juice og ikke druesukker, havde nævnet tilsidesat.
Nævnet har ikke ved genvurdering af 18. november 2009 fundet anledning til at ændre den trufne afgørelse. Der var ikke kommet nye oplysninger om sammenhængen mellem diabetes og gigt samt oplysninger om behovet for juice frem for druesukker, der gav nævnet anledning til en anden vurdering.
Sagen havde været forelagt nævnets lægekonsulent, og der sås ikke umiddelbart at være en sammenhæng mellem leddegigten og diabeteslidelsen, således at medicinudgifter til leddegigten kunne medtages i beregningen. Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at der ikke var lægelige beskrivelser af, at der var livstruende eller skadelige symptomer, f.eks. synkebesvær, der hindrede indtag af druesukker.
Nævnet oplyste den 13. januar 2010, at nævnet havde stadfæstet formandens afgørelse.
Der var ikke grundlag for at antage, at du på grund af sin leddegigt isoleret set var omfattet af personkredsen for servicelovens § 100, og de eventuelle merudgifter som følge af leddegigt kunne derfor heller ikke på denne baggrund medtages i beregningen.