Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 25. maj 2009
• Klagen til Ankestyrelsen af 11. juni 2009
• Nævnets genvurdering
A Kommune har givet afslag på fortsat hjælp til 3 timers ugentlig rengøring som merudgift ved forsørgelsen af barnet født april 2000, der er anset barnet for omfattet af personkredsen for merudgifter efter servicelovens § 41.
Kommunen har tidligere ydet kompensation for tabt arbejdsfortjeneste med 7 timer ugentlig til moderen X. Moderen har som følge af skift af arbejdsplads ikke længere mulighed for at være på nedsat tid og modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Ved ophør med tabt arbejdsfortjeneste bevilgede kommunen hjælp til rengøring, men bevillingen ophørte efter 3 måneder.
Nævnet fandt, at ansøgeren havde ret til at få dækket udgiften til 3 timers rengøring ugentlig som merudgift efter § 41.
Nævnet har begrundet afgørelsen med, at udgiften blev anset som en merudgift, idet ansøgerne ud fra de i sagen foreliggende oplysninger ikke tidligere har haft udgifter til rengøring eller har haft planer om at anskaffe hjælp til rengøring i hjemmet på nuværende tidspunkt. Nævnet har videre lagt vægt på, at X i sit nuværende arbejde ikke har mulighed for at modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, som tidligere har været bevilget med 7 timer, som blev anvendt til blandt andet rengøring og indkøb.
Kommunen har klaget over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at nævnet ikke har forholdt sig til, om rengøring er en forsørgelsesudgift, der er knyttet til barnet. Kommunen mener ikke, familiens behov for dækning af udgift til rengøring kan begrundes ud fra barnets lidelse men skal ses i lyset af Y’s arbejdsskade.
Nævnet har ved genvurdering bemærket, at vejledningens punkt 202 nævner, at et alternativ til tabt arbejdsfortjeneste kan være praktisk hjælp i hjemmet. Nævnet finder, at dette ikke er et reelt alternativ, hvis betingelserne i § 83 skal være opfyldt.
Nævnet er opmærksomt på, at det kan diskuteres, hvorvidt udgifter til rengøring i hjemmet kan anses som udgifter tæt knyttet til barnets forsørgelse. Nævnet finder at dette begreb er under udvikling og peger på, at der er flere merudgifter, som f.eks. kurser til bedsteforældre, hvor det kan diskuteres, hvorvidt disse udgifter er tæt knyttet til barnets forsørgelse. Nævnet er opmærksomt på, at rengøring er noget som alle familier har brug for. Nævnet finder det åbenbart urimeligt, at kommunen tidligere har bevilget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste til netop at kunne foretage disse praktiske gøremål i hjemmet men ikke finder grundlag for at bevilge merudgift til det samme. På denne måde bliver der intet reelt alternativ til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og punktet i vejledningen punkt 202 bliver dermed virkningsløs.