Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om anerkendelse af hændelsen den 17. oktober 2006
Resultatet er
–
Skadelidte var på skadestidspunktet omfattet af dansk lovgivning om social sikring
–
Vi anerkender hændelsen som en arbejdsskade
Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.
Begrundelsen for afgørelsen om den sikrede personkreds
Det fremgår af sagens akter, at skadelidte er tysk statsborger, bosat i Tyskland, men ansat af en dansk arbejdsgiver som eksportchauffør. Han kom til skade i Belgien under arbejde for den danske arbejdsgiver.
EF-forordring 1408/71 indeholder bestemmelser om anvendelse af de sociale sikringsordninger på personer, der flytter inden for fællesskabet.
Internationale transportarbejdere er som hovedregel omfattet af lovgivningen om social sikring i det land, hvor virksomheden har sit hjemsted, uanset i hvilket land de bor.
Efter de fælleseuropæiske regler, skal alle internationale transportarbejdere have udstedt en fælleseuropæisk blanket E 101, som dokumentation for, hvilket lands lovgivning om social sikring, der er gældende.
Ankestyrelsen har fra Sikringsstyrelsen (nu Pensionsstyrelsen) modtaget en blanket E 101 DK som dokumentation for skadelidtes ansættelsesforhold hos arbejdsgiveren på skadetidspunktet. Det fremgår af blanketten, at skadelidte skulle arbejde i alle EØS-lande, og at han alene udførte 15 % af sit arbejde i bopælslandet Tyskland.
Skadelidte var således på skadetidspunktet omfattet af dansk lovgivning om social sikring.
Begrundelsen for afgørelsen om anerkendelse af skadelidtes skade
Det fremgår af anmeldelsen, at skadelidte den 17. oktober 2006 var ved at lukke traileren efter læsning af kabeltromler. Han stillede en stige op ad traileren for at lukke presseningen. Tværstangen på traileren var ikke fastgjort, så den drejede ud, og stigen faldt, hvorved skadelidte faldt baglæns ind i traileren og ned på kabeltromlerne.
Ifølge anmeldelsen pådrog skadelidte sig herved en rygskade. Arbejdsgiver har endvidere ved brev af 6. februar 2007 oplyst, at skadelidte også har pådraget sig tandskade ved uheldet. Det fremgår af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, at de ikke har modtaget nærmere oplysninger om skadens omfang, idet funktionsattesten ikke er udfyldt.
Vi vurderer, at det beskrevne hændelsesforløb er årsag til skadelidtes skade på ryg og tænder.
Vi har lagt vægt på, at den beskrevne hændelse er egnet til at forårsage skade på ryg og tænder.
Ved en ulykke forstås efter arbejdsskadeloven en personskade, som er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.