Vi finder, at NN skal tilbagebetale kontanthjælp udbetalt den 30. januar 2009, idet han ved at få udbetalt kontanthjælp og efterfølgende SU for samme periode er blevet dobbeltforsørget i februar måned 2009.
Efter Aktivloven skal kontanthjælpen tilbagebetales, hvis der efterfølgende udbetales ydelser, der dækker samme tidsrum og har samme formål.
Da både SU’en og kontanthjælpen skulle dække NNs forsørgelse i februar måned 2009, skal NN tilbagebetale kontanthjælpen udbetalt den 30. januar 2009.
Vi har lagt vægt på, at kontanthjælpen udbetalt den 30. januar 2009, er udbetalt med henblik på NNs forsørgelse i februar måned 2009.
Det fremgår af bemærkningerne til aktivlovens § 13 b, at man skal forsørges af kontanthjælpen i måneden efter udbetalingen.
Det fremgår også af Principafgørelse 41-09, at kontanthjælp udbetalt med udgangen af en måned skal dække forsørgelsen i den kommende måned.
Vi har endvidere lagt vægt på, at NN den 12. marts 2009 fik udbetalt SU til forsørgelse i februar måned 2009 og marts måned 2009.
NN fik udbetalt 5.177 kr. til forsørgelse i februar måned 2009 svarende til den månedlige sats for SU på daværende tidspunkt, og præcist samme beløb, som blev udbetalt pr. måned i resten af 2009.
Den udbetalte SU for februar måned 2009 anses på baggrund heraf for at dække forsørgelsen af hele februar måned 2009, uanset at NN faktisk først skulle begynde uddannelsen den 4. februar 2009.
Vi skal bemærke, at det følger af aktivloven, at man først er berettiget til kontanthjælp efter 1 måned.
Dette betyder imidlertid ikke, at formålet med hjælpen, som man får udbetalt efter 1 måned, er at forsørge den måned som er gået. Dette er, som det fremgår ovenfor, også uddybet i bemærkningerne til loven, hvoraf det fremgår, at man skal leve af kontanthjælpen i måneden efter udbetalingen.
Vi skal også bemærke, at tilbagebetaling efter aktivlovens § 94 er på objektivt grundlag. Det har således ikke betydning for tilbagebetalingskravet, om NN havde opfattelsen af, at han havde ret til kontanthjælpen, som blev udbetalt den 30. januar 2009.