Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 29. september 2010
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 19. november 2010
• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
NN havde siden maj 2009 været ansat af kommunen til at passe sin syge ægtefælle i hjemmet. Ægtefællen modtog førtidspension.
Den 9. februar 2010 søgte hun om kontanthjælp.
Ansøgningen var begrundet i, at hendes ægtefælle var flyttet på plejehjem, og at hun derfor var uden indtægt efter udgangen af februar 2010.
Kommunen traf afgørelse om, at NN skulle have beregnet kontanthjælp som gift.
NNs ægtefælle havde modtaget førtidspension siden den 1. januar 2003. Ægtefællen fik efter flytning til plejehjem beregnet førtidspension som enlig.
Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse om, at NN skulle have beregnet kontanthjælp som enlig.
Nævnet lagde vægt på, at NN havde været udsat for en social begivenhed i forbindelse med arbejdsløshed, hvor hun havde mistet sin lønindtægt.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at NNs ægtefælle efter indflytning på plejehjem havde ændret status i relation til sociale ydelser og herefter ansås som enlig, da samlivet var ophævet.
Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse.
Kommunen klagede over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.
Kommunen gjorde gældende, at NN skulle have beregnet kontanthjælp som gift.