Resume:
Principafgørelsen fastslår
Når en kommune ikke rettidigt træffer afgørelse om, at sygedagpengeudbetalingen skal ophøre, gælder nedenstående regler for standsningstidspunktet.
Ved fastlæggelsen af standsningstidspunktet for udbetaling af sygedagpenge skal der sondres mellem, om udbetalingen er sket efter en bestemmelse med tidsbegrænsning eller en bestemmelse uden tidsbegrænsning.
Generelle varighedsbegrænsning – tidsbegrænsning
Sygedagpengeudbetalingen ophører, når der er udbetalt sygedagpenge for mere end 52 uger i de forudgående 18 kalender måneder, dvs. når den generelle varighedsbegrænsning er indtrådt. Sygedagpengene skal standses fra det tidspunkt, hvor ovennævnte betingelser er opfyldt.
Borgeren kan ikke få en bedre retsstilling end den, der følger af loven, derfor kan der ikke udbetales sygedagpenge, når tidsbegrænsningen er nået.
Forlængelse - tidsbegrænsning
Sygedagpengeudbetalingen efter en forlængelsesbestemmelse med en lovfastsat tidsbegrænsning ophører, når forlængelsesperioden er opbrugt. Sygedagpengene skal standses fra det tidspunkt, hvor betingelserne i forlængelsesreglen ikke længere er opfyldt eller senest når tidsbegrænsningen indtræffer.
Borgeren kan ikke få en bedre retsstilling end den, der følger af loven, derfor kan der ikke udbetales sygedagpenge, når tidsbegrænsningen er nået.
Forlængelse – uden tidsbegrænsning
I tilfælde, hvor der er sket forlængelse efter en bestemmelse uden fastsat tidsbegrænsning, kan sygedagpengeudbetalingen først standses, når borgeren har modtaget afgørelse herom, eller på anden måde er gjort bekendt med standsningen.
Generelle regler ved ophør og standsning
Kommunen skal være opmærksom påat overholde reglerne i retssikkerhedslovens § 7a. Kommunen skal, senest 2 uger før udbetaling af sygedagpengeophører, tage stilling til, om der er behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet.
Kommunen skal samtidig være opmærksom på at overholde reglerne i sygedagpengelovens § 28. Kommunen skal, før sygedagpengeudbetalingen efter §§ 24 og 27 ophører, anvende arbejdsevnemetoden med henblik på at undersøge, om den sygemeldte er berettiget til revalidering, fleksjob eller førtidspension.
I tilfælde, hvor kommunen har fortsat udbetalingen af sygedagpenge efter, at en lovfastsat tidsbegrænsning var indtrådt, skal borgeren ikke tilbagebetale.
I tilfælde, hvor kommunen har standset sygedagpengeudbetalingen i overensstemmelse med lovreglens tidsbegrænsning, skalkommunen ikke efterbetale sygedagpenge for perioden frem til afgørelse om ophør.