Ankestyrelsens principafgørelse 203-11

2011

Resume:

En skade, der opstår under en sportsaktivitet, som ikke er en del af de normale arbejdsopgaver, kan være i en gråzone mellem arbejde og fritid.

For at belyse, hvilke elementer der indgår i vurderingen, har Ankestyrelsen behandlet tre sager om skader, som indtræder i forbindelse med medarbejdernes deltagelse i forskellige sports- og motionsaktiviteter, hvor arbejdsgiveren i større eller mindre omfang har været involveret.

Følgende momenter kan inddrages i vurderingen:

- sportsaktiviteten foregår på arbejdsgiverens initiativ

- arbejdsgiveren tilskynder medarbejderne til at deltage

- arbejdsgiveren finansierer aktiviteten

- arbejdsgiveren står for planlægning, iværksættelse og gennemførelse samt evaluering af aktiviteten

- sportsaktiviteten foregår i arbejdstiden som en del af ansættelsen eller i fritiden

- arbejdsgiveren stiller særlige krav til medarbejderne i form af mødepligt eller andre vilkår

- det er frivilligt at deltage

- der er en reklamemæssig værdi for arbejdsgiveren

- arbejdsgiveren begrunder aktiviteten med at skabe øget sammenhold og bedre sundhed blandt medarbejderne

I sag nr. 1203-11 anerkendte Ankestyrelsen, at en skade, som opstod mens medarbejderen deltog i virksomhedens interne motionsordning, var en arbejdsskade, der skyldtes arbejdets forhold. Den daglige halve times motion foregik i arbejdstiden som en del af ansættelsen, og tilskadekomne skulle være i selskab med mindst en af kollegerne.

I sag nr. 204-11 anerkendte Ankestyrelsen, at en skade, som opstod, mens medarbejderen deltog i et firmaarrangeret sportsprojekt, var en arbejdsskade, der skyldtes arbejdets forhold. Der deltog cirka 10 medarbejdere, der skulle være ”sundhedsambassadører” i et projekt, hvis formål var at få en bestemt medarbejdergruppe til at dyrke motion og dermed få bedre livskvalitet.

I sag nr. 3 205-11 afviste Ankestyrelsen, at en skade, som opstod, mens medarbejderen deltog i en firmafodboldturnering, der strakte sig over en sæson, var en arbejdsskade, der skyldtes arbejdets forhold.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 5

Note:

Denne principafgørelse supplerer tidligere udmeldt praksis ved U-11-98, 7-09 og 254-10

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om anerkendelse af en skade, som du var udsat for den 28. januar 2010, hvor du faldt og brækkede venstre håndled.

Vi har besluttet at behandle sagen principielt til belysning af, hvorvidt deltagelse i en motionsordning i arbejdstiden opfylder kravet til lovens skadebegreb.

Resultatet er

• Din håndledsskade er en følge af arbejdet eller de forhold, dette er foregået under

• Vi anerkender din håndledsskade som en arbejdsskade

Vi ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Du vil høre fra Arbejdsskadestyrelsen.

Der var enighed på mødet.

Vi vurderer, at din tilskadekomst i forbindelse med deltagelse i virksomhedens motionsordning skyldes arbejdets forhold.

Vi vurderer videre, at dit fald på et isglat fortov er årsag til din håndledsskade.

Vi har lagt til grund, at du kom til skade med venstre håndled, da du på en gåtur, i forbindelse med deltagelse i virksomhedens motionsordning, faldt på et isglat fortov udenfor virksomhedens matrikel.

Vi har lagt vægt på, at motionsordningen er oprettet på arbejdsgivers initiativ, og selv om det er på frivillig basis, tilskyndes deltagelse fra arbejdsgivers side. Den daglige halve times motion foregår i arbejdstiden, som en del af ansættelsen, og skal være i selskab med mindst én af dine kolleger, således at der er et socialt element i ordningen, som fremmer sammenholdet på arbejdspladsen.

Motion er som udgangspunkt et privat anliggende. Dette fraviges, når arbejdsgiver planlægger og gennemfører en motionsordning i arbejdstiden. Din færden udenfor arbejdspladsen i forbindelse med den daglige motionsaktivitet er derfor arbejdsmæssigt begrundet.

Ved arbejdsskade forstås efter loven en ulykke, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under. Ved en ulykke forstås efter arbejdsskadeloven en personskade, som er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.

Vi har ikke taget stilling til, om der er tale om en varig eller forbigående skade. Arbejdsskadestyrelsen vil træffe afgørelse om erstatning.

Oplysningerne fremgår særligt af din spørgeskemabesvarelse fra marts 2010 og brev fra din arbejdsgiver af 1. marts 2011.

Dit fagforbund har anført, at din skade er sket i forbindelse med deltagelse i virksomhedens motionsordning. Alle på virksomheden deltager i ordningen, og det er en del af den lønnede arbejdstid.

Vi henviser til ovenstående begrundelse for vores afgørelse.

Vi har afgjort sagen på grundlag af

• de oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen

• Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 5. maj 2010. Ved denne afgørelse fik du afslag på at være omfattet af loven

• klagen til Ankestyrelsen

• Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering

• brev fra din arbejdsgiver af 1. marts 2011

Dato for underskrift

01.11.2011

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 11. november 2019, idet den er erstattet af principafgørelse nr. 58-19.

Paragraf

§ 5

Journalnummer 

1210363-10