Resume:
Dervar ikke tale om en ulykke efter arbejdsskadesikringsloven, da en uddannet social- og sundhedshjælper med 2 ½ års erhvervserfaring fik et psykisk chok og en depressiv enkeltepisode efter at have fundet en 80-årig borger, der sad død på toilettet. Der blev lagt vægt på, at der var tale om en forholdsvis udramatisk hændelse med et roligt forløb, og at den tilskadekomne i kraft af sin uddannelse og erhvervserfaring burde have et beredskab til at håndtere den konkrete hændelse. Det blev endvidere inddraget, at social- og sundhedshjælpere er uddannet til at arbejde med ældre mennesker og må antages at være forberedte på, at de kan finde en borger, der er afgået ved døden.
Vurderingen af, om en hændelse er egnet til at forårsage en psykisk skade, foretages på baggrund af alletre momenter i ulykkesbegrebet. Der skal således være en hændelse, en personskade og årsagssammenhæng mellem hændelsen og personskaden.
I sager om psykiske skader efter ikke-voldelige hændelser indgår blandt andet følgende momenter i vurderingen af, om hændelsen er egnet til at forårsage skaden:
- Om der er tale om en voldsom eller udramatisk hændelse
- Om hændelsen er et naturligt led i den tilskadekomnes arbejde
- Om der er tale om et kaotisk eller kontrolleret forløb
- Om den tilskadekomne er nødt til at håndtere hændelsen alene, eller om der er mulighed for at tilkalde hjælp
- Om den tilskadekomne som fagperson i kraft af uddannelse og erhvervserfaring må antages at have et beredskab til at håndtere hændelsen.
I forhold til beredskabet hos fagpersoner skal det bemærkes, at fagpersoner i arbejdssituationer har en viden, uddannelse og erhvervserfaring, som gør dem i stand til at lægge en distance i forhold til optrappede situationer og konflikter.