Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Pensionsstyrelsen traf afgørelse i sagen
• Pensionsstyrelsens afgørelse af 6. april 2011
• Klagen til Ankestyrelsen af 28. april 2011 og 20. maj 2011
• Pensionsstyrelsens genvurdering
• Brev af 8. og 24. juni 2011 til Ankestyrelsen
Sagsfremstilling
Det er oplyst, at du og din ægtefælle flyttede fraudlandet til Danmark den 27. august 2008. Dette meddelte I daværende Sikringsstyrelse med brev af 10. september 2008 samt med fax af 11. januar 2009, - dette i form af returneret pensionsmeddelelse af 29. december 2008 med påtegning, og med nye breve af 23. februar 2009 og af 21. august 2009.
Pensionsstyrelsen overførte udbetalingen af pensionerne til A kommune ca. 1 år efter flytningen til Danmark. I har gjort gældende, at den for sene oversendelse medførte tab af pensionstillæg.
Styrelsen fastholder, at da I ikke har meddelt styrelsen, at I nu ønskede pensionstillæg, kan styrelsen ikke omregne pensionen efter § 39, stk. 3 og dermed udbetale pensionstillæg fra det tidspunkt, hvor I flyttede til Danmark. Det bemærkes, at I under bopælen i udlandet fravalgte pensionstillæg skriftligt i 2000 og 2004.
Det fremgår af de oplyste pensionsbeløb efter at A Kommune overtog udbetalingen i sep. /okt. 2009, at der nu udbetales mere end grundbeløb til Jer.
Der er imidlertid tale om en konkret vurdering af forholdene, og det må være op til den nye opholdskommune at tage stilling til, hvad der er ret til efter flytningen.