Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnets traf afgørelse i sagen
• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 10. marts 2011
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 31. marts 2011
• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
Den 28. oktober 2010 blev NN gjort bekendt med, at kommunen fandt, at han ikke længere var uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Udbetalingen af sygedagpenge vil stoppe med sidste udbetalingsdag den 30. oktober 2010.
Den 8. november 2010 traf kommunen den endelige afgørelse om ophør af sygedagpenge med sidste beregningsdag den 30. oktober 2010.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, dog med et ændret ophørstidspunkt.
Kommunen blev pålagt at udbetale sygedagpenge til og med den 10. november 2010.
Nævnet begrundende afgørelsen med, at kommunen ikke har haft hjemmel til at standse udbetalingen af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, da der ikke er almindelig hjemmel hertil i sygedagpengeloven.
Nævnet henviste til, at en forvaltningsafgørelse først får virkning fra det tidspunkt, hvor den er meddelt, og da afgørelsen om sygedagpengestop først er meddelt NN i brev af 8. november 2010, har han derfor ret til sygedagpenge til og med den 10. november 2010, hvor han blev underrettet om kommunens afgørelse.
Kommunen anførte i klagen, at NN var vidende om, at betingelserne for udbetaling af sygedagpenge ikke længere var til stede, som følge af manglende uarbejdsdygtighed. Kommunen henviste til opfølgningssamtale den 28. oktober 2010 og til Ankestyrelsens Principafgørelse D-7-98.