Ankestyrelsens principafgørelse 42-11

2011

Resume:

En kvinde kunne ikke efter serviceloven få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjenste i forbindelse med hjemmeundervisning af sit barn, uanset at undervisningen foregik i kombination med hjemmetræning.

Det betød, at kvinden i forhold til udmålingen af tabt arbejdsfortjenste i forbindelse med hjemmetræningen ikke kunne få kompensation for den tid, der blev brugt til undervisning.

Kvinden skulle anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i den tid, som blev anvendt til hjemmeundervisning.

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 32 og § 42

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om tabt arbejdsfortjeneste ved hjemmetræning, når du samtidig hjemmeunderviser dit barn.

Resultatet er

• Du har ikke ret til tabt arbejdsfortjeneste for den tid hvor dit barn hjemmeundervises.

Det betyder, at du ikke har ret til yderligere dækning af tabt arbejdsfortjeneste end de af kommunen bevilgede 22 timer om ugen.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Der er ikke hjemmel i serviceloven, til at yde hjælp til dækning for tabt arbejdsfortjeneste for den tid hvor du hjemmeunderviser dit barn.

Det følger af servicelovens § 32, stk. 7, at kommunen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §§ 42 og 43 til forældre, der forsørger og træner et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet.

Af servicelovens § 42 følger det, at kommunen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, som forsørger et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse for så vidt, at det er en nødvendig konsekvens af barnets lidelse, at barnets passes i hjemmet.

Udmålingen af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 32, stk. 7 jf. § 42 skal ske på baggrund af en konkret og individuel vurdering, hvor barnets behov for træningen og dets omfang skal indgå i vurderingen og hvor der således skal foretages en helhedsvurdering af barnets behov.

Servicelovens regler hjemler imidlertid ikke ret til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste til hjemmeundervisning. Forældre der har valgt selv at sørge for undervisningen af deres børn i den undervisningspligtige alder, kan således ikke få dækket tabt arbejdsfortjeneste for den tid, som bruges på undervisningen. Dette følger af sektoransvarlighedsprincippet.

Tabt arbejdsfortjeneste ydes som erstatning for fravær fra arbejdsmarkedet i det omfang, det er nødvendigt, at barnet passes i hjemmet på grund af barnets nedsatte funktionsevne. Den tid, som bruges på at varetage barnets undervisningspligt kan ikke betragtes som værende fravær fra arbejdsmarkedet, efter serviceloven.

Når du som forældre har valgt, at hjemmeundervise dit barn, må det derfor betragtes, som om du alternativt kunne have stået til rådighed for arbejdsmarkedet i den periode hvor barnet undervises.

Det er indgået i Ankestyrelsens vurdering, at der er foretaget en konkret og individuel vurdering af omfanget af din datters undervisning.

Ankestyrelsen har ikke fundet grundlag for at ændre det konkrete skøn, der er foretaget af omfanget af din datters undervisning.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 19. november 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 17. december 2010

• Nævnets genvurdering

• Supplerende bemærkninger fra din advokat

Kommunen traf den 16. marts 2009 afgørelse om, at du var bevilget 14 timers tabt arbejdsfortjeneste. Du påklagede denne afgørelse og kommunen ændrede herefter sin vurdering og traf den 19. maj 2009 ny afgørelse i sagen og tilkendte dig 22 timers tabt arbejdsfortjeneste.

Det Sociale Nævn stadfæstede ved afgørelse af 19. november kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke er hjemmel i serviceloven til at yde tabt arbejdsfortjeneste ved hjemmeundervisning.

Din advokat har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at behovet for tabt arbejdsfortjeneste, efter lovens § 32 og 42 ikke kan vurderes udfra en almindelig arbejdsdag på 37 timer således at behov for undervisning dermed automatisk skal medføre nedsættelse af behovet for hjemmetræning og dermed kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i den anledning. Det anføres endvidere, at der må tages udgangspunkt i barnets behov for træning i hjemmet – uafhængigt af hvor meget tid der bruges på hjemmeundervisning. At hjemmeundervisningen ikke i sig selv berettiger til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste betyder ikke, at der i den tid, der anvendes til hjemmetræning, skal fratrækkes undervisningstid. Dette må kræve klar lovhjemmel.

Dato for underskrift

31.03.2011

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 25. november 2014, da den er erstattet af principafgørelse 69-14.

Paragraf

§ 42 § 32 § 43t

Journalnummer

3500011-10