Ankestyrelsens principafgørelse 99-11

2011

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at der er en formodning for, atto personer, der ikke er gift med hinanden og ikke bor på samme adresse, kun kan anses for samlevende, hvis særlige forhold taler for det.

I det konkrete tilfælde forelå der dog særlige forhold, der talte for at anse parterne for samlevende ved beregning af folkepension. Der blev lagt vægt på deres oplysninger om, at de var kærester, havde fælles økonomi om maden, og at de opholdt sig sammen ved måltider og om natten i enten det ene eller det andet hus.

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 1005 af 19. august 2010 - § 49, stk. 2

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen, der er antaget til principiel behandling for at belyse, hvornår personer, der ikke er gift og har hver sin bolig, kan betragtes som samlevende i pensionslovens forstand.

Resultatet er

• Folkepensionen skal beregnes ud fra, at NN er samlevende med XX

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.

Vores afgørelse medfører ikke, at NN skal tilbagebetale pension, der er modtaget i overensstemmelse med nævnets afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder ud fra en samlet vurdering, at NN skal anses for at være samlevende med XX.

Vi har ved afgørelsen navnlig lagt vægt på deres oplysninger om, at de er kærester, at de har fælles økonomi om maden, og at de opholder sig sammen ved måltider og om natten enten i det ene eller det andet hus.

Det forhold, at de har adskilt økonomi udover den fælles økonomi om maden og har hver sit hus, hvor de hver for sig er tilmeldt Folkeregistret, kan ikke tillægges vægt, når de reelt har fælles bolig.

Pensionens størrelse er afhængig af, om pensionisten er enlig eller ej.

Ved udbetaling af pension anses personer som enlige, når de ikke lever i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab/registreret partnerskab efter dansk ret.

Vi finder, at der er en formodning for, at 2 personer, der ikke er gift med hinanden og ikke bor på samme adresse, kun kan anses for samlevende, hvis der er særlige forhold, der taler herfor. Sådanne særlige forhold anses at foreligge i det foreliggende konkrete tilfælde.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 29. april 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 27. maj 2010

• Nævnets genvurdering

Kommunen traf afgørelse om, at pensionen beregnes ud fra, at NN var samlevende med XX. Der blev lagt vægt på, at de har fælles husførelse og bor sammen ca. ½ år i det ene hus og ½ år i det andet.

Nævnet traf afgørelse om, at pensionen skulle beregnes efter reglerne for enlige. Der er lagt afgørende vægt på, at hun ejer huset, hvor hun er tilmeldt folkeregisteradresse, og at hun oplyser, at hun selv afholder udgifterne til forsikringer, licens og egen bil.

Kommunen klagede over afgørelsen.

I klagen har kommunen navnlig anført, at der foreligger et samlivsforhold, når de har tilkendegivet, at de er kærester, at de spiser sammen og sover sammen, skiftevis på hinandens adresser.

Nævnet har fastholdt sin afgørelse.

Dato for underskrift

30.06.2011

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principmeddelelse er kasseret den 11. marts 2024, da den er indarbejdet i principmeddelelse 5-24.

Paragraf

§ 49

Journalnummer 

6200206-10