Vi anser det for tilstrækkeligt godtgjort, at du den 27. marts 2009, gled og faldt ned på din bagdel i forbindelse med, at du skulle trække paller med en løftevogn.
Vi anser hændelsen for en ulykke i arbejdsskadesikringslovens forstand, idet den er egnet til at medføre de beskrevne smerter i ryg og hovedpine.
Vi har lagt vægt på, at du og din arbejdsgiver er enige om, at du den 27. marts 2009 var udsat for den beskrevne hændelse.
Ved en ulykke forstås efter arbejdsskadeloven en personskade, som er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage. Det er en betingelse for at anerkende skaden, at hændelsen eller påvirkningen er egnet til at forårsage skaden. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden.
Vi vurderer, at den hændelse, du har været udsat for, kan anerkendes som en ulykke, uden at der foreligger en lægeerklæring. Vi har lagt vægt på, at følger i form af forbigående smerter i ryg og hovedpine er almindeligt forekomne skader efter et fald på bagdelen, og at en lægelig vurdering af følgerne af ulykken ikke vil have betydning for spørgsmålet om anerkendelse.
Vi har noteret, at Arbejdsskadestyrelsen har bedt dig om at henvende dig til en læge for at få udstedt en lægeerklæring, men at du trods rykkere ikke har indsendt nogen lægeerklæring.
Vi bemærker i øvrigt, at du ikke har ønsket at medvirke til sagens yderligere oplysning. Det får den virkning, at du må bære risikoen for, at der ikke er oplysninger, der kan danne grundlag for en vurdering af, om du kan få tilkendt godtgørelse eller erstatning.
Vi bemærker, at forsikringsselskaber ikke behøver at indhente lægelige oplysninger, hvis det klart fremgår, at der ikke bliver tale om behandlingsudgifter eller anden erstatning. Det er vores opfattelse, at de samme principper må gælde, hvis sagen anmeldes direkte til Arbejdsskadestyrelsen.
De oplysninger, vi har lagt vægt på, fremgår særligt af anmeldelsen fra dit forbund modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 15. marts 2010 samt anmeldelsen fra din arbejdsgiver modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 18. maj 2010.
Vi har ikke taget stilling til, om der er tale om en varig eller forbigående skade.