Ankestyrelsens principafgørelse 189-11

2011

Resume:

En borger havde ikke ret til engangshjælp, fordi hun havde rådighed over SU, der var udbetalt ved en fejl.

Borgeren var tilkendt kontanthjælp med udbetaling i slutningen af måneden, men søgte om engangshjælp indtil hun fik udbetalt kontanthjælpen. Da hun havde modtaget SU for den samme måned, havde hun et forsørgelsesgrundlag, uanset at SU´en var udbetalt ved en fejl og senere skulle betales tilbage.

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 25a

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sagen, om der kan gives afslag på engangshjælp med henvisning til, at borgeren kan leve af udbetalt SU, som borgeren dog ikke er berettiget til, og som borgeren skal tilbagebetale.

Resultatet er

• NN havde ikke ret til engangshjælp i februar 2010

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen.

Vores afgørelse medfører ikke, at NN skal tilbagebetale den hjælp, hun eventuelt har fået på grundlag af nævnets afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Det er en betingelse for at få økonomisk hjælp fra kommunen i form af engangshjælp (efter aktivlovens § 25 a), at ansøger ikke har noget forsørgelsesgrundlag forud for den første udbetaling af kontanthjælp.

NN opfylder ikke betingelsen for at få engangshjælp i februar 2010, fordi hun havde modtaget SU for den samme periode.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har lagt vægt på, at NN havde den udbetalte SU til rådighed i hele februar måned, idet hun først betalte den tilbage den 1. marts 2010.

Den omstændighed, at SU´en skulle betales tilbage, fordi den var udbetalt med urette, har ikke afgørende betydning for retten til engangshjælp. Begrundelsen er, at SU´en ikke var forfalden til tilbagebetaling i februar måned, og NN havde dermed rådighed over pengene. Hun var derfor ikke berettiget til at modtage engangshjælp fra kommunen for februar måned.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 16. september 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 27. september og 19. november 2010

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Kommunen traf den 8. februar 2010 afgørelse om, at NN ikke var berettiget til engangshjælp for perioden 1. februar til 28. februar 2010. Hun havde pr. 29. januar 2010 forud for februar måned haft en SU svarende til 5384 kr. Hendes nettoløn oversteg taksten for engangshjælp svarende til 5267 kr. før skat for en fuld måned. Derfor ud fra en økonomisk vurdering blev der givet afslag på engangshjælp, jf. lov om aktiv socialpolitik § 25a.

NN klagede over kommunens afgørelse. Hun oplyste blandt andet i klagen, at den SU, hun fik omkring 1. februar var krævet tilbage, og at pengene blev indbetalt til Økonomistyrelsen den 1. marts 2010.

Beskæftigelsesankenævnet traf den 16. september 2010 afgørelse om, at kommunen ikke havde fornødent grundlag for at afslå at yde engangshjælp. Nævnet har begrundet afgørelsen med, at SU stipendium udbetalt til NN den 29. januar 2010 for februar skyldtes en fejl og hun således stod uden midler frem til udbetaling af kontanthjælp ultimo februar 2010.

Beskæftigelsesankenævnet fandt, at kommunen ikke kunne begrunde afslag på engangshjælp med, at hun kunne leve af SU, som hun ikke var berettiget til og som hun derfor skulle tilbagebetale. Nævnet ændrede derfor kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet konkret stillingtagen.

Kommunen har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at NN ikke er berettiget til engangshjælp, da hun har modtaget SU for februar måned, og således har penge, som kan dække hendes forsørgelse frem til første udbetaling af kontanthjælp. Afgørelsen er truffet på baggrund af tidligere udmeldt praksis fra Beskæftigelsesankenævnet, hvorefter en borger ikke har ret til engangshjælp til trods for, at borgeren skal tilbagebetale den for meget udbetalte SU. Beskæftigelsesankenævnet havde her lagt vægt på, at tilbagebetalingskravet vedrørende SU ikke var forfaldent til betaling, og at borgeren kunne afvikle gælden med en månedlig betaling på kr. 200, ligesom Beskæftigelsesankenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en anden afgørelse, at borgeren havde valgt at tilbagebetale den skyldige SU.

Kommunen ønsker herefter belyst, hvorvidt en borger, der har fået udbetalt for meget SU, som skal tilbagebetales, har ret til engangshjælp. Særligt under hensyn til, at for meget udbetalt SU aldrig kan sidestilles med forfalden gæld. Kommunen henviser her til reglerne om tilbagebetaling af for meget udbetalt SU, hvor krav om for meget udbetalt SU skal betales tilbage senest den første i den måned, der følger to måneder efter, at kravet er fremsendt. Kan man ikke betale med det samme, har man mulighed for at afvikle beløbet over højst tre år. Man skal dog minimum betale 200 kr. om måneden.

Dato for underskrift

01.11.2011

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 5. september 2016, da den er erstattet af principafgørelse 29-16.

Paragraf

§ 25a

Journalnummer

2100549-10