Ankestyrelsens principafgørelse 11-11

01-01-2011
Lov om social pension Jordvarmeanlæg Pension Varmetillæg Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Resume:

Ansøgeren havde ret til varmetillæg til sit jordvarmeanlæg. Varmetillægget skalberegnes efter reglerne for el-opvarmning uden fradrag af udgifter til drift af anlægget.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at Energistyrelsen på grundlag af et notat fra Teknologisk Institut havde oplyst, at en betydelig del af el-forbruget ved udnyttelse af jordvarme virkede som varmekilde i sig selv. Det var efter det oplyste ikke muligt generelt at bestemme, hvor stor en del af forbruget, der gik til drift af et jordvarmeanlæg.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at staten anser boliger med varmepumpe for el-opvarmede i relation til beregning af el-varmeafgift. Ankestyrelsen fandt derfor, at varmetillægget skulle beregnes efter retningslinierne for el-opvarmning, uanset at en del af el-forbruget medgik til drift af anlægget. Opvarmningsformen for den enkelte bolig fremgik af Bygge- og Boligregistret, BBR.

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 1005 af 19. august 2010 - § 14, stk. 2

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1438 af 13. december 2006 om social pension - § 19, stk. 1 og § 19, stk. 2

Note:

Denne Principafgørelse erstatter Principafgørelse 206-09, som ophæves.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om, hvorvidt der kan ydes varmetillæg efter § 14, stk. 2, i lov om social pension, når boligopvarmningen sker ved jordvarme.

Resultatet er

•NN har ret til varmetillæg, beregnet efter retningslinierne for el-opvarmning, uden fradrag af udgifter til drift af anlægget

Vi er således kommet til et andet resultat end Det Sociale Nævn i YY.

Der var enighed på mødet.

Vi har lagt vægt på, at Energistyrelsen på grundlag af et notat fra Teknologisk Institut i brev af 22. januar 2010 har oplyst, at en betydelig del af el-forbruget ved udnyttelse af jordvarme virker som varmekilde i sig selv. Det er efter det oplyste ikke muligt generelt at bestemme, hvor stor en del af forbruget, der går til drift af et jordvarmeanlæg.

Vi har endvidere lagt vægt på, at staten anser boliger med varmepumpe for el-opvarmede i relation til beregning af el-varmeafgift. Vi finder derfor, at varmetillægget skal beregnes efter retningslinierne for el-opvarmning, uanset at en del af el-forbruget medgår til drift af anlægget. Opvarmningsformen for den enkelte bolig fremgår af Bygge- og Boligregistret, BBR.

Vi har taget udgangspunkt i, at NN har et jordvarmeanlæg med varmepumpe til sin bolig. Det betyder, at NN skal bruge elektricitet til at omdanne væsken fra jorden til en praktisk anvendelig varmekilde.

Der kan udbetales varmetillæg til opvarmning af den bolig, som en pensionist opholder sig i. Grundlaget for beregning af varmetillægget er udgifter til køb af el, gas, olie og andre brændselsformer, mens der ikke kan ydes tillæg til andre udgifter, der vedrører varme i boligen, herunder driftsudgifter.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 12. marts 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 19. marts 2010

• Nævnets genvurdering

• Energistyrelsens breve af 22. januar 2010 med bilag og af 1. oktober 2010

•Oplysninger om beregning af el-varmeafgift til boliger med varmepumpe

Kommunen traf i november 2009 afgørelse om, at NN ikke havde ret til personligt tillæg til varmeudgifter i forbindelse med sit jordvarmeanlæg. Kommunen henviste til Ankestyrelsens Principafgørelse 206-09.

Det Sociale Nævn tiltrådte afgørelsen med samme begrundelse.

NN har klaget over nævnets afgørelse.

NN har blandt andet anført, at mange danskere i disse år får indlagt alternative opvarmningsformer, så som ”solenergi”, ”luft til varme” og ”jord til varme”. Der vil derfor i de kommende år ske en ændring i samfundsudviklingen på energiområdet. Derfor må opfattelsen af opvarmning i relation til pensionslovens regler om varmetillæg ændres.

Dato for underskrift

31.01.2011

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 14 § 19

Journalnummer 

6200081-10