Ankestyrelsens principafgørelse 105-11

2011

Resume:

I et tilfælde, hvor der var tale om to forskellige arbejdsskader, hvor generne forstærkede hinanden, skulle et eventuelt tillæg for multiple skader tilkendes på den seneste skade.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 18, stk.1 og § 18, stk.2

Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse om på hvilken skade der skal gives særlig godtgørelse for multiple skader, når der er tale om to forskellige arbejdsskader som forstærker hinanden.

Resultatet er

Vi nedsætter méngraden fra 15 til 5 procent

Vi tilbagesender sagen fordi Arbejdsskadestyrelsen skal tage stilling, om du eventuelt skal tilbagebetaling af for meget udbetalt godtgørelse

Vi ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om varigt mén.

Vi anmoder desuden Arbejdsskadestyrelsen om straks at genoptage din 02-sag for at tage stilling til, om der skal gives et tillæg i méngraden for multiple skader som forstærker hinanden.

Du vil høre fra Arbejdsskadestyrelsen.

Begrundelsen for afgørelsen om varigt mén

Vi vurderer, at følgerne af arbejdsskaden ikke er direkte omfattet af méntabellen. Vi har derfor skønsmæssigt fastsat méngraden til 5 procent. Vi har sammenholdt dine gener med méntabellens afsnit D. 1.1.1.10. om brud, der omfatter tommelfingerens rodled, med daglige belastningsudløste smerter. Dette afsnit svarer til 5-8 procent i varigt mén.

Vi finder endvidere, at Arbejdsskadestyrelsen skal tage stilling til, om du er berettiget til særlig godtgørelse for multiple skader, der forstærker hinanden, idet du er kommet til skade med begge dine hænder og fordi skaden på venstre hånd forstærker generne ved skaden på højre hånd. Vi finder, at idet der er tale om to forskellige arbejdsskader, skal et eventuelt tillægget for multiple skader tilkendes på den seneste skade. I dit tilfælde din 02-sag.

Vi har lagt vægt på dine oplysninger om, at du har nedsat bevægelighed, hævelsestendens samt smerter ved rodled og nedsat kraft i højre hånd. Du har ifølge de lægelige oplysninger skurren svarende til rodleddet og der er svært nedsat bevægelighed i grund- og yderled samt halveret bevægelighed i rodleddet, der er løst. Dit pincetgreb er endvidere påvirket af arbejdsskaden.

Vi er opmærksomme på, at du har været udsat for en ny skade på din venstre hånd den 4. oktober 2008. Du har som følge heraf fået amputeret venstre tommelfinger samt delvist amputeret venstre pegefinger. Arbejdsskadestyrelsen har tilkendt 35 procent i varigt mén for denne skade.

Vi har anmodet Arbejdsskadestyrelsen om, at genoptage din 02-sag med henblik på, at Arbejdsskadestyrelsen skal træffe afgørelse om eventuelt særlig godtgørelse for multiple skader.

Der udbetales godtgørelse for varigt mén, hvis méngraden er 5 procent eller mere.

Arbejdsskadestyrelsen udarbejder ud fra erfaringer fra tidligere tilfælde en vejledende méntabel med méngrader for de mest almindelige skader. Ankestyrelsen tager normalt udgangspunkt i denne tabel ved vurderingen af en skade.

Oplysningerne fremgår særligt af speciallægeerklæringen af 15. marts 2010 samt din klage.

Begrundelsen for afgørelsen om hjemvisning af spørgsmålet om tilbagebetaling

Arbejdsskadestyrelsen traf den 18. maj 2010 afgørelse om, at du er berettiget til godtgørelse for varigt mén på 15 procent. Du klagede over denne afgørelse.

Vi vurderer, at du er berettiget til godtgørelse for varigt mén på 5 procent.

Idet vi har nedsat méngraden fra 15 til 5 procent, skal Arbejdsskadestyrelsen tage stilling til, hvorvidt du skal tilbagebetale den for meget udbetalte godtgørelse. Vi bemærker endvidere, at det ikke fremgår af afgørelsen, om Arbejdsskadestyrelsen har taget stilling til, om der skal tilkendes særlig godtgørelse for multiple skader.

Du har i klagen oplyst, at du bør have et tillæg for parrede organer og at tillægget bør være på din 02-sag og ikke din 01-sag.

Vi bemærker, at vi har anmodet Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage din 02-sag med henblik på at træffe afgørelse om særlig godtgørelse for multiple skader. Vi henviser til begrundelsen ovenfor.

Oplysningerne i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af

de oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 18. maj 2010. Ved denne afgørelse fik du tilkendt 15 procent i varigt mén som følge af din skade på højre hånd

klagen til Ankestyrelsen

Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering

Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.

Dato for underskrift

30.06.2011

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principmeddelelse er kasseret den 20. december 2023, da den er erstattet af principmeddelelse 39-23.

Paragraf

§ 18

Journalnummer 

1218103-10