Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 18. maj 2011
• Klagen til Ankestyrelsen af 6. juni 2011
• Nævnets genvurdering
• Dine supplerende oplysninger af 9. juli 2011
Kommunen træffer afgørelse om, at du kan få et supplement på 1.241 kr. månedligt til din brøkpension.
Kommunen oplyser, at dit rådighedsbeløb herefter er på 5.400 kr., hvilket kommunen skønner er rimeligt.
Nævnet finder, at du ikke har ret til personligt tillæg.
Nævnet vurderer, at dine økonomiske forhold ikke er særlig vanskelige.
Nævnet oplyser, at du har et rådighedsbeløb på 4.378 kr. til dækning af mad, tøj og andre fornødenheder til 1 voksen og 1 barn.
Nævnet oplyser, at du ikke har ret til personligt tillæg efter EU-reglerne, idet forordning 883/2004 kun omfatter sociale sikringsydelser. Nævnet lægger vægt på, at et personligt tillæg efter førtidspensionsloven må betragtes som en social bistandsydelse/forsorgsydelse.
Du klager over nævnets afgørelse.
Du mener, at det er et krav efter lighedsgrundsætningen, at du som førtidspensionist efter gammel ordning uden ret til fuld pension ikke må behandles anderledes end førtidspensionister efter den nye ordning, som ikke har ret til fuld pension.
Du henviser til Principafgørelserne 1-11, 2-11 og 3-11 og mener, at de skal anvendes i dit tilfælde.
Du oplyser, at et personligt tillæg er en social sikringsydelse efter EF-forordningerne 1408/71 og 883/2004.
Du mener, at du ifølge art. 87, stk. 1, i EF-forordning 883/2004 ikke er omfattet af denne forordning, men fortsat af EF-forordning 1408/71, fordi du har fået tilkendt førtidspension før 1. maj 2010.
Nævnet bemærker ved genvurdering af sagen, at Principafgørelserne 1-11, 2-11 og 3-11 ikke har betydning for din sag, idet du har fået tilkendt pension før 1. januar 2003. Nævnet finder, at Principafgørelserne gælder for pensionister tilkendt førtidspension efter 1. januar 2003.
Det er nævnets opfattelse, at der kan forekomme forskelle i retsstillingen mellem de 2 grupper af førtidspensionister, idet regelgrundlaget ikke er det samme for de 2 grupper.
Du bemærker supplerende, at loven må være ens for alle brøkpensionister, uanset om man har fået sin brøkpension før eller efter 1. januar 2003, og at der ikke må diskrimineres. Du oplyser, at reglerne om fri bevægelighed og ligebehandling skal overholdes.