Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• nævnets afgørelse af 23. november 2009
• Klagen til Ankestyrelsen af 9. december 2009
• nævnets genvurdering
A Kommune traf 8. december 2008 afgørelse om, at der ikke var ret til forskudsvis udbetalt børnebidrag for din datter. Afgørelsen er begrundet med, at du ikke opholder dig her i landet.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet har begrundet afgørelsen med, at du ikke har fast bopæl her i landet. Nævnet finder, at oplysningen om at I er udstationeret med ”høj vejkode” efter reglerne i CPR-loven, ikke har betydning for denne vurdering.
I har klaget over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at du ikke er registreret som udrejst, og at det er vigtigt at du er 100% socialt sikret under udstationeringen. Du mener ikke det giver mening at afgørelser efter de to love (om børnebidrag og om børnefamilieydelse) giver to forskellige resultater, og du henviser til 1408/71, der efter din opfattelse giver ret til børnebidrag også for udsendtes ægtefæller.
Klagen er suppleret af brev af 19. december 2009 fra X. Det fremgår heraf at sagen bør vurderes efter forordning 1408/71. Det oplyses i øvrigt, at den bidragspligtige bor og arbejder i Norge.
Underinstansen har ved genvurdering nærmere kommenteret klage.