Ankestyrelsens principafgørelse 204-11

2011

Resume:

En skade, der opstår under en sportsaktivitet, som ikke er en del af de normale arbejdsopgaver, kan være i en gråzone mellem arbejde og fritid.

For at belyse, hvilke elementer der indgår i vurderingen, har Ankestyrelsen behandlet tre sager om skader, som indtræder i forbindelse med medarbejdernes deltagelse i forskellige sports- og motionsaktiviteter, hvor arbejdsgiveren i større eller mindre omfang har været involveret.

Følgende momenter kan inddrages i vurderingen:

- sportsaktiviteten foregår på arbejdsgiverens initiativ

- arbejdsgiveren tilskynder medarbejderne til at deltage

- arbejdsgiveren finansierer aktiviteten

- arbejdsgiveren står for planlægning, iværksættelse og gennemførelse samt evaluering af aktiviteten

- sportsaktiviteten foregår i arbejdstiden som en del af ansættelsen eller i fritiden

- arbejdsgiveren stiller særlige krav til medarbejderne i form af mødepligt eller andre vilkår

- det er frivilligt at deltage

- der er en reklamemæssig værdi for arbejdsgiveren

- arbejdsgiveren begrunder aktiviteten med at skabe øget sammenhold og bedre sundhed blandt medarbejderne

I sag nr. 1 203-11 anerkendte Ankestyrelsen, at en skade, som opstod mens medarbejderen deltog i virksomhedens interne motionsordning, var en arbejdsskade, der skyldtes arbejdets forhold. Den daglige halve times motion foregik i arbejdstiden som en del af ansættelsen, og tilskadekomne skulle være i selskab med mindst en af kollegerne.

I sag nr. 2 204-11 anerkendte Ankestyrelsen, at en skade, som opstod, mens medarbejderen deltog i et firmaarrangeret sportsprojekt, var en arbejdsskade, der skyldtes arbejdets forhold. Der deltog cirka 10 medarbejdere, der skulle være ”sundhedsambassadører” i et projekt, hvis formål var at få en bestemt medarbejdergruppe til at dyrke motion og dermed få bedre livskvalitet.

I sag nr. 3 205-11 afviste Ankestyrelsen, at en skade, som opstod, mens medarbejderen deltog i en firmafodboldturnering, der strakte sig over en sæson, var en arbejdsskade, der skyldtes arbejdets forhold.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 5

Note:

Denne principafgørelse supplerer tidligere udmeldt praksis ved U-11-98, 7-09 og 254-10

Ankestyrelsen har i et principielt møde truffet afgørelse i sikredes sag om hændelse den 9. juni 2010, hvor du i forbindelse med deltagelse i et firmaarrangeret sportsprojekt pådrog dig en højresidig knæskade

Vi har besluttet at behandle sagen principielt til belysning af, hvorvidt en skade, som er sket i forbindelse med et firmaarrangeret sportsprojekt, er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Resultatet er

• Ulykken den 9. juni 2010, hvor du fik en højresidig knæskade i forbindelse med deltagelse i et firmaarrangeret sportsprojekt, er en arbejdsskade

Vi ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Du vil høre fra Arbejdsskadestyrelsen.

Vi anser, at den anmeldte knæskade er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.

Vi har lagt vægt på, at din arbejdsgiver arrangerede og finansierede et sports projekt mellem 3 centre og afdelinger i samme branche. Din arbejdsgiver stod desuden for projektets planlægning, iværksættelse, gennemførelse og evaluering. En del af arrangementet skulle foregå i arbejdstiden. Din arbejdsgiver var således meget aktivt involveret i projektet.

Vi har desuden lagt vægt på, at det forhold, at deltagelse i projektet var frivillig, ikke i sig selv kunne anses for en afgørende årsag til at se bort fra, at din arbejdsgiver havde arrangeret og finansieret projektet, og at din arbejdsgiver aktivt var involveret i projektet.

Det fremgår af sagen, at din arbejdsgiver igangsatte og finansierede projektet "Sundt lager", hvis formål var at få lagerarbejdere til at dyrke motion og dermed få en bedre livskvalitet.

Der var 10-12 personer indkaldt til møde med AA-afdelingen. De indkaldte blev orienteret om planerne for deltagelse i et arrangement på tværs af 3 centre og afdelinger. Projektet skulle foregå i en periode på 25 uger, en gang om ugen. Chefen for AA-logistik deltog også, og orienterede om, at baggrunden for firmaets deltagelse var at styrke firmaet internt, og at skabe rammer for at medarbejderne kunne lære hinanden bedre at kende centrene og afdelinger imellem, styrke sammenholdet samt nedbringelse af sygefravær. En professor fraBB Universitet var involveret i præsentation af projektet og fortalte om fordelene ved firmaidræt.

De indkaldte blev på grund af begrænsede pladser kraftigt opfordret til at deltage. Tilmeldingen var frivillig, hvorefter der var mødepligt.

Deltagerne blev orienteret om, at firmaet ville udlevere nyt fodboldstøj, overtrækstøj med nummer og navn på, og at der ville blive indkøbt benskinner til alle, fodbold og fodboldmål.

Under hele forløbet på 25 uger var det meningen, at du sammen med de øvrige deltagere, som blev kaldt sundheds¬ambassadører, skulle deltage i møder/ undervisning for at følge op på, hvordan det hele forløb.

Til dette formål havde din arbejdsgiver arrangeret et samarbejde medCC Partners, som skulle føre kontrol med jeres udvikling. Kontrollen skulle foregå i arbejdstiden. CC Partners skulle efterfølgende samle op på arrangementet og afgive status/rapport, om det havde været en succes eller ej, og om det var noget man skulle prøve også at få sat i værk i andre firmaer.

Du var den 9. juni 2010 fra klokken 13: 00 – 16: 00 til møde/undervisning bl.a. om, hvordan man undgik at komme til skade. Efterfølgende gik du til den firmaarrangerede fodboldkamp. Under fodboldkampen pådrog du dig et vrid i højre knæ, da din fod satte fast i græsset.

Vi har ikke taget stilling til, om der er tale om en varig eller forbigående skade. Arbejdsskadestyrelsen vil træffe afgørelse om følgerne af arbejdsskaden.

Ved arbejdsskade i denne lov forstås ulykke, jf. § 6, og erhvervssygdom, jf. § 7, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.

Ved en ulykke forstås efter arbejdsskadeloven en personskade, som er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.

Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsesblanketten, spørgeskema modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 11. oktober 2010, spørgeskema af 27. oktober 2010 fra Arbejdsmiljøchefen, dit brev af 3. januar 2011 og din e-mail af 10. januar 2011.

Til det anførte i klagen henviser vi til begrundelsen for afgørelsen ovenfor.

Vi har afgjort sagen på grundlag af

• de oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen

• Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 17. december 2010. Ved denne afgørelse fik du afslag på anerkendelse af en anmeldt højresidig knæskade som arbejdsskade

• klagen til Ankestyrelsen

• Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering

Dato for underskrift

01.11.2011

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 11. november 2019, idet den er erstattet af principafgørelse nr. 58-19.

Paragraf

§ 5 § 7 § 6

Journalnummer 

1200681-11