Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da nævnets traf afgørelse i sagen
• nævnets afgørelse af 27. maj 2010
• Klagen til Ankestyrelsen af 3. juni 2010
• nævnets genvurdering
Det fremgår af sagen, at du under din udstationering i et andet EU-land har fået behov for høreapparat, og at det blev anskaffet efter de hollandske regler.
Du søgte efterfølgende om tilskud efter serviceloven og henviste til, at du var udstationeret af Forsvaret og havde ”høj vejkode”, dansk sygesikringsbevis og var skattepligtig i Danmark.
A Kommune traf 5. august 2009 afgørelse om, at du ikke var berettiget til støtte efter de danske regler.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet har begrundet afgørelsen med, at du har ret til naturalydelser fra bopælslandet, dvs. det andet EU-land.
Du har klaget over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at du har dokumenteret dit behov for høreapparat og at afslaget alene ses at være begrundet i manglende opfyldelse af proceskrav. Du mener der er flere uklarheder i forhold til den sociale dækning for udstationerede. Du mener endvidere der synes at være uoverensstemmelse mellem kommunens og nævnets afgørelser.