Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 22. februar 2011
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 28. februar 2011
• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
Nævnet har den 20. oktober 2010 ophævet kommunens afgørelse og hjemvist sagen til fornyet vurdering og afgørelse. Nævnet har vurderet, at kommunens afgørelse om, at der ikke kan ske forlængelse af pågældendes dagpengeperiode, må anses for at være truffet af anden aktør.
Nævnet har samtidig oplyst, at nævnets afgørelse ikke umiddelbart betyder, at sygedagpengeudbetalingen til pågældende skal genoptages, da dette forudsætter, at der foreligger en forlængelsesgrund som omhandlet i sygedagpengelovens § 27, stk. 1.
På denne baggrund har kommunen den 22. december 2010 truffet afgørelse om, at der ikke er mulighed for genoptagelse af sygedagpengeretten efter den 31. marts 2010, idet det vurderes at betingelserne for forlængelse jf. dagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 1-7 ikke er opfyldt.
Den 22. februar 2011 har nævnet stadfæstet kommunens afgørelse, med henvisning til, at betingelserne for at forlænge udbetalingen ikke er opfyldt.
Din hjælper har klaget over denne afgørelse og anmodet om, at vi tager stilling til spørgsmålet om udbetaling af sygedagpenge i perioden fra 31. marts 2010 til 22. december 2010, da der ikke i denne periode foreligger en gyldig afgørelse angående berettigelse til sygedagpenge.