Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at jobcenteret har truffet en afgørelse om afslag på fleksjob på det foreliggende grundlag, selv om det ikke direkte fremgår af sagen.
Vi har lagt vægt på, at du den 22. januar 2010 har ansøgt om afklaring af din arbejdsevne i forhold til fleksjob. Sagen har været behandlet på møde, og jobcenterets afgørelse er ledsaget af en klagevejledning.
Vi vurderer, at kommunens beslutning om at give afslag på at få afklaret din arbejdsevne, med den begrundelse, at alle behandlingsmuligheder ikke er udtømte, må anses for en afgørelse, der tilsigter at have retsvirkning efter sit indhold - afslag på fleksjob på det foreliggende grundlag.
Efter retssikkerhedslovens § 60 kan de afgørelser, som kommunalbestyrelsen, herunder jobcenteret træffer efter den sociale lovgivning, indbringes for det sociale nævn/ beskæftigelsesankenævnet. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.
Efter punkt 188 i vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område forstås ved en afgørelse en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed tilsigter at have retsvirkning efter sit indhold. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer borgerens eller kommunens rettigheder og pligter i sagen.
Jobcenterets beslutning om, hvornår borgerens arbejdsevne under sagsbehandling i jobcenteret skal afklares, må anses for en processuel beslutning.
Ved denne vurdering har vi lagt vægt på, at formålet med arbejdsprøvning er at belyse/afklare borgerens arbejdsevne. Resultatet af arbejdsprøvningen vil efterfølgende indgå ved vurderingen af borgerens arbejdsevne og danner sammen med andre indhentede oplysninger grundlaget for en afgørelse.
Den bestemmer ikke hvad, der er eller skal være ret for borgeren og den skaber ikke i sig selv en retsvirkning for borgeren. Den må derfor anses for et led i sagens oplysning og ikke en egentlig afgørelse, som afslutter sagen.
Når jobcenteret træffer en egentlig afgørelse om fleksjob, skaber denne virkning for borger. Borgeren kan også klage over denne efter almindelige regler. I den forbindelse kan borgeren klage over en mangelfuld/utilstrækkelig arbejdsprøvning, idet arbejdsprøvningen må anses for en del af grundlaget for den trufne afgørelse.
Sagen for så vidt angår din ret til fleksjob på det foreliggende grundlag må anses for afsluttet i jobcenteret. Denne beslutning skaber i modsætning til en processuel beslutning retsvirkninger for dig og du kan derfor klage over denne, herunder over afslag på arbejdsprøvning.