Resume:
Der ydes ikke erstatning for tab af erhvervsevne, hvis skadelidte udelukkende på grund af en konkurrerende lidelse midlertidigt eller varigt forhindres i at vende tilbagetil arbejdsmarkedet, før arbejdsskaden har manifesteret sig i et sikkert erhvervsevnetab. Skadelidte skal dokumentere erhvervsevnetabet og bærer risikoen, når det ikke er muligt at adskille arbejdsskadens følger fra en af arbejdsskaden uvedkommende konkurrerende lidelse.
Ankestyrelsen har behandlet to sager om erstatning for tab af erhvervsevnetab, hvor en anden lidelse udelukker erstatning for tab af erhvervsevnetab.
Begge sager vedrører alene de situationer, hvor erhvervsevnetabet på tidspunktet for den konkurrerende lidelses debut ikke er endeligt afklaret, og hvor den konkurrerende lidelse udelukkende må antages at være årsag til erhvervsevnetabet.
Sag 1: Skadelidte havde pådraget sig en lænderyglidelse ved et fald. Skadelidte blev tilkendt revalidering i maj 2010, men før denne kunne påbegyndes i august 2010 udviklede skadelidte en konkurrerende lidelse i form af hjertesvigt. Ankestyrelsen vurderede, at skadelidte uanset arbejdsskadens følger ville være ophørt med erhvervsaktivitet under det helbredsmæssige afklaringsforløb, og der forelå derfor ikke et erstatningsberettigende tab som følge af arbejdsskaden. Ankestyrelsen lagde vægt på, at fra det tidspunkt, hvor skadelidte ikke kunne påbegynde revalidering som planlagt og måtte forblive sygemeldt, var det overvejende sandsynligt, at det foreliggende erhvervsevnetab i hvert fald midlertidigt udelukkende skyldtes den konkurrerende sygdom.
Sag 2: Skadelidte havde pådraget sig en skade, som medførte smerter i hoved, nakke og skuldre og ryg og blev vurderet til et samlet varigt mén på 15 procent. Efter arbejdsskaden fik han konstateret en konkurrerende lidelse i form af knoglemarvskræft. Ankestyrelsen vurderede, at der på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsen afgørelse ikke var påvist et tab af erhvervsevne, som kunne henføres til arbejdsskaden, og at det nuværende tab af erhvervsevne udelukkende måtte henføres til den konkurrerende sygdom. Ankestyrelsen lagde vægt på, at skadelidte ikke var erhvervsmæssigt afklaret i forhold til følgerne af arbejdsskaden, før den konkurrerende lidelse indtrådte. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det påhviler skadelidte at dokumentere erhvervsevnetabet, og at skadelidte bærer risikoen, når det ikke lader sig gøre.