A Kommune traf i brev af 14. september 2009 afgørelse om standsning af udbetaling af sygedagpenge til NN med sidste udbetalingsdato den 16. september 2009, da der ikke var yderligere forlængelsesgrundlag efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.
NN klagede over afgørelsen. Kommunen fastholdt afgørelsen og klagen blev sendt til behandling i Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y.
Beskæftigelsesankenævnet blev under behandlingen af klagesagen opmærksom på, at A Kommune havde indgået en samarbejdsaftale med Z, der varetager opgaver som anden aktør for kommunen. Ankenævnet bad kommunen redegøre for samarbejdsaftalen, samt for eventuelle andre samarbejdsaftaler, som kommunen måtte have indgået med andre private aktører.
A Kommune redegjorde den 28. november 2010 for samarbejdet med Z. Kommunen oplyste, at de havde indgået en 3-årig samarbejdsaftale fra den 14. september 2009. Samarbejdsaftalen byggede på et ønske om at skabe grundlaget for, at der kunne ske en varig reduktion af det langvarige sygefravær i sygedagpengesager.
Kommunen oplyste, at Z fungerede som ekstern konsulent og rådgiver kommunen på overordnet niveau på sygedagpengeområdet. Der var ikke medarbejdere fra Z, der indgik i den daglige sagsbehandling. Der var hovedfokus i samarbejdsaftalen på at sikre flere medarbejdere på sygedagpengeområde, så der leveres en yderlige kvalitet i sagsbehandlingen og rettes mere fokus på den virksomhedsvendte del af indsatsen.
Kommunen oplyste videre, at kommunen har hyret vikarer fra vikarbureauer. Vikarerne var underlagt kommunens instruktionsbeføjelser og refererede i det daglige til ledelsen i sygedagpengeafdelingen, hvor de også fysisk var placeret. Arbejdet anvistes, planlagdes og kvalitetssikredes af ledelsen i sygedagpengeafdelingen
Kommunen anførte i redegørelsen, at samarbejdsaftalen alene regulerede det overordnede samarbejde mellem kommunen og Z. Samarbejdet med vikarbureauerne var reguleret af de underliggende konkrete aftaler.
Om de faktiske forhold omkring vikarernes arbejde i kommunen har kommunen i redegørelsen beskrevet, at vikarerne fulgte de interne procedurer i afdelingen i forbindelse med, at de traf afgørelse om retten til sygedagpenge. En vikar fik en normal sagsstamme, og sagerne blev løst på samme måde som af kommunens egne ansatte. Betalingen for vikarerne var ikke knyttet op på antal sager eller resultater og var ikke afhængig af afregningsmodellen efter samarbejdsaftalen.
Beskæftigelsesankenævnet modtog udover redegørelsen kopi af samarbejdsaftalen med Z og vikaraftalen med X.
Beskæftigelsesankenævnet hjemviste ved afgørelse af 14. februar 2011 sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen. Kommunens afgørelse blev ophævet som ugyldig.
Det betød, at kommunens afgørelse ikke længere gjaldt, og at kommunen skulle behandle sagen på ny og vurdere, om der var grundlag for forlængelse af sygedagpengeperioden efter den 16. september 2009. Afgørelsen betød ikke, at der umiddelbart var grundlag for at genoptage udbetalingen af sygedagpenge til NN, da fortsat udbetaling af sygedagpenge forudsatte, at der var grundlag for at forlænge sygedagpengeperioden, men at kommunen på ny skulle vurdere, om sygedagpengeperioden burde have været forlænget efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.
Beskæftigelsesankenævnet begrundede afgørelsen med, at afgørelsen er truffet af anden aktør.
Beskæftigelsesankenævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om ansættelse af vikar på lige vilkår med andre ansatte under instruktion af kommunen. Vikaren fra X fandtes at være ansat af Z, som led i opfyldelsen af samarbejdsaftalen mellem Z og A Kommune. Instruktionsbeføjelsen overfor vikaren var primært tillagt Z, selvom kommunen også i et vist omfang havde instruktionsbeføjelse
A Kommune klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at vikaraftalen med X overholdt gældende retningslinier for brug af vikarer, herunder Arbejdsmarkedsstyrelsens notat om andre aktører i sygedagpengeopfølgningen.
Kommunen anførte, at det, at vikaraftalen var indgået af en konsulent, ikke kunne tillægges afgørende betydning. Der var tale om en konsulent i forbindelse med en samarbejdsaftale. Kommunen opnåede en administrativ lettelse, og det var klart for alle parter, at det var kommunen, der var kunden i relation til vikarbureauet.
Kommune henviste til EU's vikardirektiv, hvorefter, der skal sondres mellem brugervirksomhed og betalervirksomhed. At der bruges et mellemled har arbejdsretligt ingen betydning for aftalerelationen mellem bruger og vikarbureau. Det var derfor i strid med de arbejdsretlige regler om vikartjeneste, at nævnet tillagde det betydning, at vikaraftalen er indgået med Z på kommunes vegne.
Beskæftigelsesankenævnet fastholdt ved genvurderingen sin afgørelse. Det blev bemærket, at nævnet ikke havde stillet spørgsmålstegn ved kontrakternes lovlighed, men alene havde taget stilling til, om der var sket overdragelse af myndigheds-udøvelsen til anden aktør. Nævnet havde helle ikke stillet spørgsmålstegn ved vikarernes faglige kvalifikationer
A Kommune oplyste i mail af 7. juni 2011 til Ankestyrelsen, at der ikke var indgået en vikaraftale mellem Z og X. Den vikaraftale, der blev refereret til i kommunens redegørelse af 28. november 2010 var et udkast til en aftale, der imidlertid aldrig blev indgået. De vikarer fra X, som var ansat i A Kommune var blevet ansat i henhold til et samarbejde, som kommunen havde med X inden samarbejdet med Z.
I supplerende indlæg af 18. august 2011 til Ankestyrelsen oplyste A Kommune, at de den 27. januar 2009 indgik en vikaraftale med X. Aftalen angik en vikar. Kommunen oplyste, at det i princippet var det den aftale, der blev udvidet med flere vikarer, efterhånden som kommunens behov opstod, idet kommunen ikke kunne rekrutterer på opslåede stillinger. Også efter, at kommunen indgik samarbejdsaftalen med Z, blev vikarer fra X hyret i henhold til den aftale. Kommunen oplyste videre, at der ikke siden januar 2009 blev lavet supplerende eller nye kontrakter med X og kontakten mellem kommunen og X foregik pr. telefon eller mail.
I det supplerende indlæg anførte kommunen, at nævnets afgørelse om, at vikaren fra X var anden aktør, var behæftet med en væsentlig fejl, da afgørelsen var baseret på et forkert aftalegrundlag.
Kommunen fremsendte kopi af vikaraftalen med X, som dannede grundlag for samtlige vikaransættelser herfra. Af aftalen fremgik, at A Kommunen i januar 2009 indgik en vikaraftale med X om levering af en vikar, der har erfaring med sygedagpengelovgivningen.
