Ankestyrelsens principafgørelse 14-11

2011

Resume:

Der var ikke grundlag for at forlænge sygedagpengene for en 42-årig mand, da det ikke var godtgjort, athan ikke kunne vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked. Han havde modtaget sygedagpenge i en årrække og været under revalidering. Der var tale om albue-skuldersmerter samt personlighedsmæssige, psykiske og sproglige problemer. Det berettigede ikke til forlængelse af dagpengene, at han havde søgt om fleksjob, hvilket han efterfølgende fik afslag på.

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 4

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om afklaring af betingelserne for forlængelse af sygedagpenge herunder fortolkning af sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 4

Resultatet er

• Du har ikke ret til sygedagpenge efter 20. juli 2009.

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Der var ikke opfyldt nogen forlængelsesgrunde efter den 20. juli 2009.

Vi har vedrørende bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 4, lagt vægt på, det ikke kunne anses godtgjort, at du ikke kunne opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår og dermed ikke kunne vende tilbage til det normale arbejdsmarked. Vi har også lagt vægt på, at det på tidspunktet for standsning af sygedagpenge måtte anses for afklaret, at du ikke er berettiget til fleksjob eller førtidspension.

Vi har lagt vægt på oplysningerne i arbejdsevnevurderingen om din alder, erhvervserfaring og helbredsmæssige forhold, og anser det ikke for godtgjort, at du ikke kan vende tilbage til det normale arbejdsmarked. Uanset visse sproglige og personlighedsmæssige vanskeligheder er det vurderingen, at du har mange faglige og praktiske ressourcer.

Det fremgår af erklæring fra speciallæge i psykiatri den 28. januar 2009, at du har en sensitiv, ængstelig, evasiv personlighedsstruktur, agorafobi – fobisk angst for at færdes alene udenfor hjemmet, med panikangst, belastningsreaktion og somatoform tilstand. I konklusionen nævnes, at det for den videre integration er væsentligt, at du får egentlig danskundervisning. Du vil ikke afvise fornyet arbejdsprøvning. Psykiateren slutter, at det maksimale sigtemål dog nok vil være en funktion på fleksvilkår.

Vi har lagt vægt på, at du har en uddannelse som tømrer, men at uddannelsen ikke har været anvendt i Danmark. Du har arbejdet som fliselægger, men blev i 2005 sygemeldt på grund af højresidig tennisalbue og skuldersmerter.

Derefter har du fra august 2006 modtaget revalideringsydelse, været i løntilskudsjob som chauffør og i praktikforløb på lager, men blev igen sygemeldt juli 2007 på grund af angstanfald. Fra maj til juli 2008 var du i et afklaringsforløb, hvor du blev afprøvet i lettere montagearbejde 2 timer dagligt.

Varighedsbegrænsning indtrådte 31. juli 2008 hvorefter sygedagpengene blev forlænget efter § 27, stk. 1, nr. 1, da revalidering blev anset for overvejende sandsynligt. Kommunen standsede sygedagpengene den 19. juli 2009, da revalidering ikke længere blev anset sandsynligt, og da ingen af de øvrige forlængelsesgrunde blev anses opfyldt.

Du søgte fleksjob og kommunen meddelte afslag på fleksjob den 15. september 2009.

Vi er desuden enige med nævnet og kommunen i, at der ikke er grundlag for forlængelse efter de øvrige forlængelsesbestemmelser i § 27.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet, Statsforvaltningen Y traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 2. december 2009.

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 17. december 2009

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

A Kommune vurderede den 16. juli 2009 at der ikke var mulighed for at forlænge din sygedagpengeret yderligere. Der blev henvist til, at sygedagpenge som udgangspunkt kun kan udbetales i 52 uger inden for de seneste 18 måneder, idet den såkaldte varighedsbegrænsning herefter indtræder. For at udbetaling af sygedagpenge kan fortsætte efter varighedsbegrænsningens indtræden skal der være et særligt grundlag for forlængelse.

Udbetaling af sygedagpenge var blevet forlænget efter bestemmelsen i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 1, fordi det på daværende tidspunkt blev vurderet at revalidering var overvejende sandsynlig. Med henvisning til, at det var uvist, om revalidering længere var realistisk, blev det vurderet, at betingelserne for forlængelse efter denne bestemmelse ikke længere var opfyldt.

A Kommune vurderede samtidig, at der ikke var andre forlængelsesbestemmelser, der var opfyldt.

I forbindelse med partshøring blev den nye forlængelsesmulighed i § 27, stk. 1, nr. 4, overvejet. Kommunen vurderede, at denne bestemmelse ikke kunne anvendes, fordi revalideringsmulighederne ikke er helt udtømte. Endvidere er det en forudsætning for at anvende denne bestemmelse, at det er sikkert, om den sygemeldte ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår og dermed ikke kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked. Kommunen var ikke enig i, at du burde visiteres til fleksjob, men ville sørge for, at du fik en afgørelse fra fleksjobudvalget med klagevejledning.

Begrundelsen for afgørelsen om ikke at forlænge sygedagpengene var vedrørende § 27, stk. 1. , nr. 1, at det er ikke overvejende sandsynligt, at der kan iværksættes revalidering.

Vedrørende § 27, stk. 1, nr. 2, blev henvist til, at du har været ude i en virksomhedspraktik, som du blev sygemeldt fra, fordi du ikke kunne holde til arbejdet, og du har også været visiteret til revalideringscenter, som opgav at finde en praktik til dig, fordi du ikke kunne holde til det, de foreslog, eller der var andre forhold ved praktikken, du var ked af. En praktik ville heller ikke på nuværende tidspunkt vise din reelle arbejdsevne, da den psykiatriske lægekonsulent har vurderet, at det vil være en god idé, at du deltager i psykoterapi, hvorfor din funktionsevne ikke kan vurderes endeligt. Der er eller ikke noget, der tyder på en afklaring inden for 26 uger på nuværende tidspunkt.

Vedrørende § 27, stk. 1 nr. 3, henvises til, at du ikke er under eller venter på lægebehandling, og efter en lægelig vurdering skønnes at ville kunne genoptage beskæftigelse indenfor 2x52 uger regnet fra varighedsbegrænsningens indtræden.

Sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 5, om livstruende sygdom, nr. 6 om arbejdsskade og nr. 7 om førtidspension er ikke relevante.

Kommunen har ifølge retssikkerhedslovens § 7 a i forbindelse med partshøring foretaget vurdering af behov for yderligere foranstaltninger for at bringe dig tilbage til arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesankenævnet har tiltrådt standsning af sygedagpenge den 20. juli 2009.

Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at sygedagpengeperioden ved varighedsbegrænsningens indtræden den 31. juli 2008 blev forlænget efter sygedagpengelovens § 27, stk.1. , nr. 1, men at det efter at kommunen traf sin afgørelse om at standse sygedagpengeudbetalingen ikke havde været muligt at iværksætte ny arbejdsprøvning eller andre revalideringsmæssige tiltag. Nævnet lagde endvidere vægt på, at du fik smerter i højre albue og skuldre eller fik angstanfald. Det var således ved sygedagpengeophøret fortsat uafklaret, hvad der videre skal ske og hvad du kan klare arbejdsmæssigt herunder om du vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale vilkår, evt. efter forudgående revalidering, eller om du kan tilbydes et fleksjob.

Derfor var betingelserne for forlængelse efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 1, 3 eller 4 ikke opfyldt.

Med hensyn til § 27 stk. 1, nr. 2 henviste nævnet til, at der på tidspunktet for kommunens afgørelses ikke var udsigt til at der kunne ske en afklaring af din arbejdsevne inden for 26 uger. Der blev lagt vægt på, at du ikke havde været i behandling for dine angstanfald, og at det ikke helt kunne udelukkes, at arbejdsevnen ville kunne forbedres ved en sådan behandling.

Øvrige forlængelsesmuligheder var ikke aktuelle.

NN’s hjælper har klaget over beskæftigelsesankenævnets afgørelse

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at din arbejdsevne er varigt begrænset i et sådant omfang, at du ikke kan opnå beskæftigelse på normale vilkår, da der er både fysiske og psykiske begrænsninger. Der henvises til erklæring fra speciallæge i psykiatri, der i speciallægeerklæring af 28. januar 2009 vurderer, at din karakterstruktur er kronisk, vedvarende og ikke tilgængelig for psykoterapeutisk eller psykofarmakologisk behandling. Forbundet finder det relevant at Ankestyrelsen tager stilling til, om du burde være visiteret til fleksjob ud fra de foreliggende oplysninger eller om du burde have fået forlænget dine sygedagpenge efter § 27, stk. 1, nr. 4.

Dato for underskrift

31.01.2011

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 17. juli 2015, da den er erstattet af principafgørelse 29-15. Principafgørelsen kasseres, da den omhandler betingelserne for opfyldelse af § 27 , stk. 1, nr. 4, som bestemmelsen så ud før lovændringen pr. 1. juli 2014.

Paragraf

§ 27 § 7 § 27

Journalnummer 

7200037-10