Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at der skal ske fradrag i din kontanthjælp for feriegodtgørelse, der er udbetalt efter ferieårets afslutning.
Du har modtaget kontanthjælp siden den 9. februar 2011. Du fik den 4. maj 2011 udbetalt feriegodtgørelse for ferieåret 2009/2010.
Indtægter fratrækkes som hovedregel i kontanthjælpen, krone for krone.
Vi vurderer, at feriegodtgørelse, der er udbetalt efter ferieårets afslutning er en indtægt, som skal fratrækkes i kontanthjælpen.
Vi har lagt vægt på, at udbetalingen af feriegodtgørelse efter ferieårets afslutning udgør et kontant pengebeløb, som kan tjene til forsørgelse.
Vi har endvidere lagt vægt på, at feriegodtgørelse optjenes i et ansættelsesforhold.
Vi har endelig lagt vægt på Ankestyrelsens Principafgørelse 58-11, hvoraf det fremgår, at efterbetaling af sygedagpenge skal anses for indtægt ved udmålingen af kontanthjælp.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at fradraget skal ske krone for krone og ikke for det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.
Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen bliver trukket fra i hjælpen, når ferien holdes. Der kan kun foretages fradrag svarende til det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.
Vi har lagt vægt på, at feriegodtgørelsen er udbetalt efter ferieårets afslutning. Du afholder således ikke ferie på udbetalingstidspunktet, og der skal derfor ikke foretages fradrag svarende til det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.