Vi har besluttet at behandle sagen principielt for at belyse praksis om dobbeltforsørgelse og modregning.
–
Du skal ikke tilbagebetale den for meget udbetalte erstatning ydet i perioden efter den 30. juli 2009
Vi er således enige med Arbejdsskadestyrelsen vedrørende tilbagebetaling
–
Arbejdsskadestyrelsen kan ikke modregne de ydelser, som du har modtaget for meget i din fremtidige ret til ydelser.
Der var enighed på mødet.
Begrundelsen for afgørelsen om tilbagebetaling efter loven
Vi finder ikke, at betingelserne for at træffe afgørelse om tilbagebetaling er opfyldte i dit tilfælde.
Hvis en person, der var ansat på tjenestemandslignende vilkår, må ophøre med at arbejde på grund af arbejdsskaden og personen derefter afskediges med ret til forhøjet tjenestemandspension (tilskadekomst pension), skal to tredjedele af pensionsforhøjelsen fratrækkes i erstatningen for tab af erhvervsevne.
Efter lovens § 40 a kan der træffes afgørelse om tilbagebetaling, hvis tilskadekomne har afgivet urigtige oplysninger eller har undladt at afgive oplysninger. Endvidere ligeledes hvis tilskadekomne mod bedre vidende har modtaget ydelser efter loven.
Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 30. juli 2009 blev dit midlertidige erhvervsevnetab fastsat til 35 %. Erstatningen blev ikke nedsat, selvom Arbejdsskadestyrelsen vidste, at du var tjenestemand. Der blev heller ikke taget forbehold for udbetalingen.
Du oplyste således allerede i 2008, at du var ansat som tjenestemand, hvilket du loyalt har gentaget ved enhver relevant lejlighed. Du kan endvidere ikke forventes at kende den særlige fradragsregel for tjenestemandspensioner i loven og du har derfor ikke mod bedre vidende modtaget ydelser.
Vi er på denne baggrund enige med Arbejdsskadestyrelsen i, at ydelserne ikke kan kræves tilbagebetalt efter loven.
Begrundelsen for afgørelsen om tilbagebetaling på grundlag af dobbeltforsørgelse
Vi vurderer heller ikke, at der er grundlag for at kræve tilbagebetaling efter praksis for dobbeltforsørgelse.
Generelt vurderer vi, at der kan kræves tilbagebetaling efter princippet om dobbeltforsørgelse i sager efter lov om arbejdsskadesikring, uanset at dobbeltforsørgelse ikke er nævnt i § 40a.
Ved dobbeltforsørgelse forstås, at to forsørgelsesydelser dækker samme formål og tidsrum.
I dit tilfælde er der udbetalt både tjenestemandspension og løbende erstatning for tab af erhvervsevne for tidsrummet mellem Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af 30. juli 2009 og styrelsens afgørelse af 10. august 2010.
Der er tale om to forsørgelsesydelser, men vi vurderer, at flere forhold er anderledes end i typiske tilfælde, hvor der kræves tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse. For det første er det ikke almindelig viden, at ydelserne (delvist) udelukker hinanden på samme måde som løn udelukker arbejdsløshedsdagpenge eller at sygedagpenge udelukker førtidspension. Dernæst kan ydelserne udbetales for samme tidsrum uden det medfører nedsættelse af erstatningen for tab af erhvervsevne, nemlig hvis tjenestemanden har en egenpension svarende til 37 tjenesteår.
Begrundelsen for afgørelsen om modregning
Arbejdsskadestyrelsen meddelte dig ved afgørelse af 10. august 2010, at det for meget udbetalte beløb ikke skulle tilbagebetales. I samme afgørelse fandt Arbejdsskadestyrelsen, at det for meget udbetalte beløb skulle modregnes i din ret til den løbende (og fremtidige) erstatning for tab af erhvervsevne.
Ankestyrelsen vurderer, at der ikke er grundlag for at foretage modregning.
Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at tilbagebetalingskravet ikke eksisterer. Der er derfor ikke et gensidigt gældsforhold mellem dig og Arbejdsskadestyrelsen og allerede derfor er der ikke grundlag for modregning.