Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 2. august 2011
• Klagen til Ankestyrelsen af 22. august 2011
• Nævnets genvurdering
• Dine indsendte oplysninger i forbindelse med din klage
Det fremgår, at du lider af en svær ichthyosis lamellaris (fiskehud). Du har i perioder været indlagt.
Du er i arbejde som lærer.
A Kommune traf den 26. januar 2011 afgørelse om, at du var berettiget til hjælp til dækning af nødvendige merudgifter med 1.500 kr. om måneden til ekstra slid ved vask.
Vedrørende udgiften til dine cremer henviste kommunen til, at der ifølge Socialministeriet henviste kun kunne ydes hjælp til den del af egenbetalingen af den tilskudsberettigede medicin, der ikke kunne dækkes efter sundhedslovens regler. Det var en betingelse, at den tilskudsberettigede medicin var ordineret som følge af den nedsatte funktionsevne.
Alle de cremer, du brugte var ikke tilskudsberettigede, men kunne købes i håndkøb. Betalingen til cremer kunne derfor ikke medtages i den samlede beregning.
Kommunen oplyste, at der efter sundhedsloven var mulighed for at søge om enkelttilskud hos lægemiddelstyrelsen.
Det var din læge eller sygehusafdeling, der skulle hjælpe dig med at søge.
Hvis dine cremer blev tilskudsberettiget, kunne din egenbetaling medtages i beregningen af dine merudgifter.
Nævnet traf afgørelse om, at dine udgifter til ikke tilskudsberettigede cremer mv. ikke kunne dækkes som merudgifter.
Kommunen skulle tage stilling til, om du kunne få dækket yderligere ansøgte merudgifter til bandager, Duoderm plader, plastre, tape og rengøring samt fodpleje, som du havde ansøgt om. Kommunen skulle endvidere begrunde, hvad merudgiften på 600 kr. om måneden til ekstra slid ved vask skulle dække.
Nævnet har begrundet afgørelsen om afslag på creme mv. under henvisning til vejledningen om særlig støtte til voksne. Det fremgår heraf, at der kan ydes dækning af nødvendige merudgifter til den del af egenbetalingen af den tilskudsberettigede medicin, der ikke kan dækkes efter sundhedslovens regler. Der kan i enkeltstående tilfælde efter lægelig ordination ydes hjælp til medicin, der ikke er tilskudsberettiget.
Kommunen havde vejledt dig om at søge enkelt tilskud hos Lægemiddelstyrelsen.
Du har klaget over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at du har rettet henvendelse til Lægemiddelstyrelsen.
Du har vedlagt skrivelsen fra Lægemiddelstyrelsen, hvoraf det fremgår, at der ikke kan bevilges tilskud til fugtighedscreme fx Locobase, Decubal og Aderma creme. Ingen af disse produkter er registreret som lægemidler, hvorfor det ikke er muligt at bevilge enkelttilskud.
Du har anført om tilskudsberettiget medicin, at teksten må udlægges sådan, at det alene er egenbetalingen, der kan dækkes. Du mener ikke, at der aldrig kan gives tilskud til medicin uden tilskud. Det afgørende måtte være, om den ikke-tilskudsberettigede medicin var en konsekvens af nedsættelsen af funktionsevnen og en nødvendig merudgift.
Du henviste til nævnets egen afgørelse af 22. december 2010, om at du var i målgruppen for servicelovens § 100.
Lægemiddelstyrelsen anså ikke fugtighedscremer for lægemidler.
Det fremgik ikke af sagen, at der var indhentet lægefaglig bistand.
Fugtighedscremerne var en forudsætning for at du kunne arbejde, forsørge dit barn og leve som andre på din alder. Din sygdom dækkede hele kroppen og den påvirkede hele kroppen, og du skulle smøres ind 3 gange om dagen.
Du har henvist til de lægelige udtalelser i sagen.
Du har også henvist til § 5 i lov om retssikkerhedsloven, hvor det fremgår at kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.
Nævnet har ved sin genvurdering fasthold sin afgørelse. Nævnet har vurderet, at behandlingen med cremer må sidestilles med behandling med ikke tilskudsberettiget medicin, uanset at cremerne ikke er omfattet af begrebet lægemidler, hvorfor der ikke kunne ydes hjælp efter reglerne om merudgifter.
Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.