Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 18. maj 2011
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 23. maj 2011
• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
Kommunen traf afgørelse om, at udbetalt feriegodtgørelse skulle trækkes fra i din revalideringsydelse for juni 2010.
Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet har begrundet afgørelsen med, at der ikke forelå særlige forhold, der gav dig ret til at modtage feriepenge uden modregning i din revalideringsydelse, da praktikperioden var et led i dit revalideringsforløb.
Nævnet lagde vægt på, at de økonomiske forhold under et revalideringsforløb bør være ensartede under hele revalideringsplanens gennemførelse, således at der ikke bliver forskel på personkredsen, hvad enten der er indlagt praktikperioder eller ej, da det afgørende er, at personkredsen, der er omfattet af revalidering, sikres samme indtægtsniveau under hele forløbet.
Nævnet havde noteret, at kommunen havde givet dig fejlagtig rådgivning, men dette bevirkede ikke en bedre retsstilling i forhold til udbetaling af feriepenge uden modregning.
Du har gennem din fagforening klaget over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen efter forespørgsel fra dig havde vejledt dig om, at udbetaling af feriepenge ikke ville påvirke din revalideringsydelse. Du finder det besynderligt og bekymrende, at kommunen kan slippe af sted med forkert rådgivning, manglende notatpligt og i det hele taget mangel på god forvaltningsskik. Du mener, at kommunens fejl bør komme dig til gode.
Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurdering bemærket, at det ikke er muligt at fravige reglerne om feriepenge, men at kommunens eventuelle fejlagtige rådgivning må afgøres af det civilretlige afgørelsessystem.