Ankestyrelsens principafgørelse 150-12

2012

Resume:

Principafgørelsen fastslår

En ansøger kan få hjælp til begravelsesomkostninger i forbindelse med sin samlevers død efter aktivlovens § 81 om enkeltudgifter. Begravelsesomkostninger kan være rimeligt begrundede enkeltudgifter.

Det er ikke er en forudsætning for hjælp efter § 81, at ansøger og afdøde var gift.

Det er dog en forudsætning, at der har bestået et fast samliv af længere varighed. I modsat fald vil udgiften ikke være en rimelig udgift for ansøger.

I den konkrete sag havde ansøgers afdøde samlever adresse i udlandet, hvorfor sagen blev hjemvist til kommunen, som skulle undersøge nærmere, om personerne faktisk havde været samlevende.

Det forhold, at ansøgers afdøde samlever havde adresse i udlandet, medførte ikke i sig selv, at ansøger ikke havde ret til hjælp, idet betingelsen for hjælp efter aktivloven er, at ansøger har ophold her i landet.

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012 - § 81

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare, hvorvidt der kan ydes hjælp til begravelsesomkostninger efter aktivlovens § 81, når ansøger og afdøde var samlevende – ikke gift – og afdøde formelt havde folkeregisteradresse i udlandet.

Det fremgår af aktivlovens § 81, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at kommunen efter en konkret vurdering undtagelsesvis kan yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.

3. Andre Principafgørelser

Kasserede

Følgende Principafgørelse er kasseret og gælder ikke længere:

O-38-95. Afgørelsen er indarbejdet i denne Principafgørelse. Det gælder fortsat, at det kun er rimelige begravelsesomkostninger, der kan dækkes, og at der skal foretages en vurdering af ansøgers økonomiske behov for hjælp.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om, hvorvidt der kan ydes hjælp til begravelsesomkostninger efter aktivlovens § 81, når ansøger og afdøde var samlevende – ikke gift – og afdøde formelt havde folkeregisteradresse i Sverige.

Resultatet er

• Begravelsesomkostninger i forbindelse med en samlevers død kan være en rimeligt begrundet enkeltudgift efter aktivlovens § 81

• Vi hjemviser sagen til ny afgørelse i kommunen

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.

Det betyder, at afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Hovedstaden ikke gælder.

Afgørelsen fra A Kommune gælder heller ikke.

A Kommune skal træffe en ny afgørelse, hvor de skal tage stilling til, om du i øvrigt opfyldte betingelserne for hjælp efter aktivlovens § 81, herunder undersøge om der var tale om et fast samliv af længere varighed, om der var økonomisk behov for hjælp, og om udgifterne var rimelige.

A Kommune vil kontakte dig.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen vurderer, at begravelsesomkostninger i forbindelse med din samlevers død kan være en rimeligt begrundet enkeltudgift efter aktivlovens § 81.

Vi har lagt vægt på, at det ikke er en forudsætning for hjælp til begravelsesudgifter efter § 81, at du og afdøde var gift.

Vi finder dog, at det må være en forudsætning for ret til hjælp, at du og din afdøde samlever har haft et fast samliv af længere varighed.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at hvis der ikke har været et sådant fast samliv over længere tid, er der ikke grund til, at du – frem for andre – skal betale begravelsesomkostningerne.

Det fremgår af sagens oplysninger, at din afdøde samlever havde adresse i Sverige.

På baggrund af disse oplysninger finder vi, at det må undersøges nærmere, om du og din afdøde samlever faktisk har været samlevende.

Vi bemærker, at det forhold, at din afdøde samlever havde adresse i Sverige, ikke i sig selv medfører, at du er udelukket fra at få hjælp til begravelsesomkostningerne efter aktivlovens § 81.

Vi har herved lagt vægt på, at det hverken fremgår af § 81, forarbejderne hertil eller praksis, at en ansøger, der har bopæl i Danmark, kun kan få hjælp til begravelsesudgifter ved samlevers død, hvis den afdøde samlever havde adresse i Danmark.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen

• Det Social Nævns afgørelse af 6. marts 2012

• Klagen til Ankestyrelsen af 19. marts 2012

• Det Sociale Nævns genvurdering

Dato for underskrift

02.10.2012

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 15. juni 2016, da den er erstattet af principafgørelse 21-16.

Paragraf

§ 81

Journalnummer

2100065-12