Resume:
Principafgørelsen fastslår
En kommune kan uddelegere visse sagsbehandlingsskridt ved udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse til en anden aktør, så længe den anden aktør ikke har indflydelse på afgørelsesprocessen og afgørelsens endelige indhold.
Børnefaglig undersøgelse:
Sager om særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i lov om sociale service er sager, der indeholder en række personfølsomme oplysninger, hvor konsekvenserne af sagsbehandlingen i yderste tilfælde kan indebære tvangsmæssige indgreb. Det er derfor myndighedens ansvar, at disse sager er oplyst i fyldestgørende omfang, førend der træffes en afgørelse.
En børnefaglig undersøgelse er et særligt vigtigt redskab i sager om særlig støtte til børn og unge. Efter loven skal der udfærdiges en børnefaglig undersøgelse,hvis der træffes afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter kapitel 11 i lov om social service.
Undersøgelsen skal kortlægge, om der skal iværksættes støtte til barnet og familien, og i givet fald, hvilken støtte der er behov for. Jo bedre en børnefaglig undersøgelse beskriver barnets og familiens problematikker, desto bedre er grundlaget for at træffe den rette afgørelse om videre foranstaltninger.
Hvilke opgaver kan uddelegeres til en anden aktør:
En anden aktør kan indsamle, systematisere og objektivt beskrive faktiske sagsoplysninger til brug for en børnefaglig undersøgelse.
Den objektive beskrivelse har alene til formål at opsummere de faktuelle oplysninger i sagen.
Det er kommunen, der afgør hvilke sagsoplysninger, der skal indhentes til brug for den børnefaglige undersøgelse.
Hvilke opgaver kan ikke uddelegeres til en anden aktør:
En anden aktør må ikke udarbejde vurderinger, analyser eller indstillinger, der foregriber eller kan influere myndighedens afgørelse.
Dette er sagsbehandlingsopgaver så tæt forbundet med afgørelsesvirksomheden, at uddelegering kræver en klar lovhjemmel.
Kommunens forpligtelser ved uddelegering til en anden aktør:
Det er kommunens ansvar at sikre, at den anden aktør besidder de rette faglige kvalifikationer til at varetage opgaven, og at den anden aktør holder sig inden for den aftalte opgaveafgrænsning.
Opgavevaretagelsen bør afgrænses klart og tydeligt.
Det er endeligt kommunen ansvar at sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før der kan træffes en endelig afgørelse.
Retsvirkningen ved overskridelse af de aftalte beføjelser:
Hvisen anden aktør overskrider den aftalte opgaveafgrænsning ved eksempelvis at udarbejde en vurdering, analyse og/eller indstilling til afgørelse i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse, er der tale om udøvelse af en myndighedsopgave uden lovhjemmel.
Det medfører, at den udarbejdede børnefaglige undersøgelse ikke kan anvendes– også selvom kommunen havde foretaget en klar opgaveafgrænsning, som anden aktør ikke har overholdt.
Kommunen har i sidste ende ansvaret for, at den aftalte opgaveafgrænsning overholdes.