Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• Nævnets afgørelse af 4. august 2012
• Klagen til Ankestyrelsen af 12. august 2012
• Nævnets genvurdering
A Kommune gav ved afgørelse af 12. oktober 2010 afslag på refusion til B Kommune, idet A Kommune ikke havde medvirket til, at NN havde taget ophold på bostedet P.
B Kommune klagede. Det blev anført, at bostedet P var at betragte som et tilbud, der kunne sidestilles med de boformer, der var nævnt i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 1-6 og derfor var at betragte som omfattet af 9a, stk. 1, nr. 7.
Videre blev der henvist til Principafgørelse R-9-01.
Ved genvurdering fastholdt A Kommune afgørelsen, idet der blev henvist til, at bostedet P ikke fremgik af Tilbudsportalen som påkrævet, jf. servicelovens § 14, stk. 2.
Ved afgørelse af 4. august 2011 ændrede nævnet A Kommunes afgørelse, således at B Kommune havde ret til mellemkommunal refusion fra A Kommune.
Nævnet vurderede, at A Kommune som seneste opholdskommune var refusionspligtig, idet borgeren med offentlig medvirken havde taget ophold i en boform, der trådte i stedet for eller kunne sidestilles med de i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 1-4 nævnte boliger og boformer.
Videre henviste nævnet til Principafgørelse R-9-01.
I anken fra A Kommune blev det anført, at bostedet P ikke var optaget på Servicestyrelsens Tilbudsportal. B Kommune havde oplyst, at kommunen ikke havde driftsaftale med bostedet P.
A Kommune fandt, at betingelserne for at yde mellemkommunal refusion ikke var til stede, da den konkrete private boform ikke var godkendt eller havde tilsyn, og heller ikke var optaget på Tilbudsportalen.
Der blev videre henvist til, at en betalende kommune alene kunne få statsrefusion for de boformer, der var registreret på Tilbudsportalen.
Ved genvurdering af 24. oktober 2011 fastholdt nævnet sin afgørelse.