Lov om social service § 100 fastslår, at kommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i loven.
I 2, stk. 2, i bekendtgørelsen om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse defineres, hvad der skal forstås ved ”varigt nedsat funktionsevne".
Det fremgår af § 3 i bekendtgørelsen, at personer, som på grund af deformiteter eller ganske særlig legemsbygning eller lignende har behov for særligt dyrt eller særligt udformet tøj, kan få hjælp til merudgifter hertil. Det samme gælder merudgifter til beklædning, der er nødvendigt på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko, herunder ekstraordinært slid på ortopædiske sko.
3.
Andre Principafgørelser
Gældende
Følgende Principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:
118-11
: En ansøger med en lårbensprotese var efter en konkret helhedsvurdering ikke omfattet af personkredsen for merudgiftsydelser, da hendes funktionsnedsættelse ikke var af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Principafgørelsen drejede sig om funktionsnedsættelse og indeholdt ikke oplysning om udgifter til beklædning.
95-09
: En ung mand, som havde en svær laktoseintolerance, var omfattet af den personkreds, som kunne få dækket nødvendige merudgifter til diætkost, for så vidt angik intolerance over for mælk, men ikke for så vidt angik allergi over for æg.
C-59-03
: Ankestyrelsen fandt, at en ansøger, som havde fået konstateret cøliaki, var omfattet af den personkreds, som kunne få hjælp efter servicelovens bestemmelse om hjælp til nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse.
Ankestyrelsen har ikke andre Principafgørelser om § 3 i merudgiftsbekendtgørelsen.