Ankestyrelsen finder, at en smartphone er et forbrugsgode, som indgår i sædvanligt indbo og findes i ethvert hjem, som må ønske det. Der kan derfor ikke ydes støtte til anskaffelse efter reglerne i serviceloven om støtte til forbrugsgoder.
Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, bliver løbende ændret i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved bedømmelsen af, om et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og borgernes forbrugs- og leveregler. Således vil flere forbrugsgoder med tiden blive mere almindeligt udbredt og efterhånden blive betragtet som almindelig indbo.
Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at en smartphone er et forbrugsgode, idet det bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug i befolkningen i almindelighed. Der er i såvel udbredelsen som i prisen på smartphones sket en udvikling, således at telefonerne også forhandles i almindelige dagligvarebutikker og anskaffelsespriserne er blevet mere overkommelige.
Af oplysninger fra Danmarks statistik ses det, at smartphones i 2011 fandtes i 33% og i 2012 i 50% af alle familier.
Forekomsten af smartphones i danske familier er ikke i sig selv afgørende for om de kan anses som sædvanligt indbo i servicelovens forstand.
Vi finder det er af afgørende betydning, at smartphones må vurderes i sammenhæng med andre lignende elektroniske hjælpemidler, som også efter Ankestyrelsens opfattelse kan anses som sædvanligt indbo. Her tænkes på andre mobiltelefoner, almindelige fastnettelefoner, bærbare computere, tablet computere og GPS’er.
Vi finder, at disse elektroniske hjælpemidler supplerer hinanden, således at forbrugeren afhængig af behov kan vælge et eller kombinere flere af disse produkter. Forekomsten af flere af disse produkter i danske familier er så udbredt, at vi vurderer, at en smartphone i servicelovens forstand er sædvanligt indbo, og findes i ethvert hjem, som må ønske det.