Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Ansøgning om sygedagpenge
Når en borger ansøger om sygedagpenge, skal kommunen tage stilling til, om borgeren tidligere har opbrugt retten til at modtage sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen. Der gælder et skærpet beskæftigelseskrav, når borgeren tidligere har opbrugt retten til sygedagpenge, mens det almindelige beskæftigelseskrav gælder for borgere, der ikke tidligere har opbrugt retten til sygedagpenge.
Det almindelige beskæftigelseskrav
Når ansøgeren ikke tidligere har opbrugt sin ret til sygedagpenge, skal ansøgningen om sygedagpenge behandles efter reglerne i sygedagpengelovens § 32, når borgeren er lønmodtager.
Varighedsbegrænsningen
Varighedsbegrænsningen indtræder, når borgeren har modtaget sygedagpenge i mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder. Dette fremgår af § 24.
På tidspunktet for varighedsbegrænsningens indtræden kan retten til sygedagpenge forlænges, hvis en af betingelserne for forlængelse efter § 27, stk. 1, er opfyldt.
Det skærpede beskæftigelseskrav
Hvis borgeren forud for en ny ansøgning om sygedagpenge tidligere har opbrugt retten til sygedagpenge under en sammenhængende sygeperiode på mere end 52 uger, og der er gået mere end 18 måneder siden første sygedag, skal § 26 anvendes.
Efter § 26 skal borgeren efter varighedsbegrænsningen have været arbejdsdygtig igen for på ny at være berettiget til sygedagpenge.
Der er således tale om et skærpet krav om beskæftigelse, når sygedagpengeretten tidligere er opbrugt under en sammenhængende periode.
Arbejdsdygtig i 13 uger forud for ny sygemelding
Der kan efter reglerne i sygedagpengelovens § 26, stk. 1, 1. pkt., på ny udbetales sygedagpenge, når den sygemeldte godtgør at have været arbejdsdygtig i mindst 13 uger efter udløbet af 18-måneders perioden.
Arbejdsdygtig i mindre end 13 uger
Hvis borgeren har været arbejdsdygtig i mindre end 13 uger, har han efter § 26, stk. 1, 2. pkt., kun ret til sygedagpenge, hvis han opfylder beskæftigelseskravet i § 32, stk. 1, og opfylder en af betingelserne i § 27 for at få forlænget sygedagpengene.
Borgeren kan ikke genvinde retten til sygedagpenge uden at have været rask og dermed arbejdsdygtig og stået til rådighed for arbejdsmarkedet forud for den nye ansøgning om sygedagpenge. Det er ikke tilstrækkeligt, at borgeren forud for den nye ansøgning om sygedagpenge har været under revalidering med revalideringsydelse.
Når borgeren sygemelder sig på ny efter tidligere at have opbrugt retten til sygedagpenge, er det heller ikke tilstrækkeligt, at borgeren ved den nye sygeperiodes begyndelse ville have ret til arbejdsløshedsdagpenge, hvis sygdommen ikke var indtrådt.
I den konkrete sag ansøgte borgeren om sygedagpenge dagen efter, at revalideringen med revalideringsydelse var ophørt. Forud for revalideringen havde borgeren modtaget sygedagpenge i en sammenhængende periode på mindst 52 uger, og der var gået mere end 18 måneder siden første sygedag i perioden. Borgeren opfyldte ikke kravet om at have været arbejdsdygtige forud for den nye sygemelding og havde derfor ikke ret til sygedagpenge på ny.