Ankestyrelsens principafgørelse 45-13

01-01-2013
Sygedagpengeloven Beregning Eneanpartshaver Lønmodtager Sygedagpenge Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Resumé:

Principafgørelsen fastslår

En borger, som er ansat og beskæftiget i sit eget aktie- eller anpartsselskab, skal i forhold til beregning af sygedagpenge anses som lønmodtager.

Beregning af sygedagpenge skal ske på grundlag af den af SKAT godkendte a-indkomst, som den fremgår af borgerens årsopgørelse.

Den udbetalte løn fra selskabet til borgeren skal kunne dokumenteres ved lønsedler, og lønnen skal fremgå af borgerens årsopgørelse som a-indkomst.

I forhold til kravet om dokumentation for udbetalt løn, er der ikke i sygedagpengeloven er fastsat regler om, at dokumentationen skal foreligge senest ved anmodningen om sygedagpenge.

Det er tilstrækkeligt, at der efterfølgende er indberettet løn mv. til SKAT, og at SKAT har godkendt det indsendte materiale med tilbagevirkende kraft.

Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 653 af 26. juni 2012 - § 46

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen for at afklare, hvilket beregningsgrundlag, der skal anvendes ved beregning af sygedagpenge til en borger, der driver virksomhed i selskabsform.

Lov om sygedagpenge § 46 fastslår, at sygedagpenge beregnes på grundlag af lønindtægt og anden indtægt, der erstatter lønindtægt og selvstændig erhvervsindtægt.

Det fremgår videre af bestemmelsen, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvilke indtægter der skal henregnes til lønindtægt og hvilke til selvstændig erhvervsindtægt, og om beregning af sygedagpenge på grundlag af arbejdsfortjenesten ved selvstændig virksomhed, herunder om anvendelse af indtægtsoplysninger fra skatteforvaltningen.

Det fremgår af § 5, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse om sygedagpenge, at der til lønindtægt regnes a-indkomst, som en aktionær eller anpartshaver har indtjent ved arbejde for selskabet.

Det fremgår af afsnit 46.3 i vejledningen om sygedagpenge blandt andet, at en afgørelse af, om en indtægt i sygedagpengelovens forstand er lønindtægt eller indtægt ved selvstændig virksomhed, tager udgangspunkt i skattemyndighedernes sondring mellem indkomstarterne. Der vil dog være tilfælde, hvor der skal anvendes en arbejdsretlig vurdering for at afgøre en indtægts karakter.

3. Andre Principafgørelser

Kasserede

Følgende Principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:

D-2-03 : historisk, gælder ikke længere. Praksis om, at der kræves dokumentation for den udbetalte løn fra selskabet til borgeren, og at a-indtægten skal være godkendt af skattevæsnet og fremgå af årsopgørelsen, er indarbejdet i denne Principafgørelse.

D-1-05 : historisk, gælder ikke længere. Praksis om, at dokumentation for udbetalt løn fra selskabet til borgeren ikke skal foreligge senest ved udbetalingen af sygedagpengene, men at det er tilstrækkeligt, at lønnen efterfølgende er indberettet til og godkendt af skattevæsnet, er indarbejdet i denne Principafgørel-se.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag. Sagen er antaget for at afklare, hvilket beregningsgrundlag, der skal anvendes ved beregning af sygedagpenge til en borger, der driver virksomhed i selskabsform.

Resultatet er

• Beregning af sygedagpenge til NN skal ske på grundlag af den lønindtægt, som NN har fået udbetalt fra selskabet XX ApS

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Vores afgørelse medfører ikke, at NN skal tilbagebetale eventuelle sygedagpenge, som er udbetalt på grundlag af Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 14. juni 2012.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at sygedagpenge til NN skal beregnes efter reglerne for lønmodtagere og på grundlag af den af SKAT’s godkendte a-indkomst, som det fremgår af hans årsopgørelse for 2010.

Vi finder, at NN i forhold til reglerne om beregning af sygedagpenge må anses for lønmodtager.

Vi lægger herved vægt på, at NN er ansat og beskæftiget i sit eget anpartsselskab XX ApS, at han får udbetalt løn fra selskabet, og at lønnen beskattes som a-indkomst.

Vi henviser til, at det af reglerne om beregning af sygedagpenge fremgår, at A-indkomst, som en aktionær eller anpartshaver har indtjent ved arbejde for selskabet, regnes for lønindtægt.

Vi henviser desuden til Ankestyrelsens hidtidige praksis, som den fremgår af principafgørelserne D-2-03 og D-1-05.

Det fremgår af disse afgørelser, dels at man i forhold til sygedagpengeloven anser en borger som lønmodtager, når han er anpartshaver/aktionær i et selskab, hvori han samtidig er beskæftiget, dels at beregningsgrundlaget i forhold til beregning af sygedagpenge vil være den lønindtægt, der udbetales af selskabet til borgeren, når borgeren driver virksomhed i selskabsform, og er ansat i sit eget anparts- eller aktieselskab.

I har i klagen oplyst, at I mener, at afgørelsen er principiel.

Dette begrunder I med, at det efter jeres opfattelse strider mod reglerne om beregning i bekendtgørelse om sygedagpenge, at grundlaget for beregning af sygedagpenge til en selvstændig, der driver virksomhed i selskabsform, skal være såvel indtægt ved selvstændig virksomhed som lønindtægten fra selskabet.

I henviser til, at det af § 5, stk. 1, nr.3, i bekendtgørelsen om sygedagpenge fremgår, at A-indkomst, som en aktionær eller anpartshaver har indtjent ved arbejde for selskabet, regnes for lønindtægt.

Vi bemærker, at ovenstående er indgået i vores vurdering af sagen.

Vi henviser til vores begrundelse for at ændre Beskæftigelses-ankenævnets afgørelse.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 14. juni 2012

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 28. juni 2012

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Dato for underskrift

02.04.2013

Offentliggørelsesdato

04.12.2013

Paragraf

§ 5 § 46

Journalnummer

5600639-12