Vi anser den anviste bolig for egnet som opholdssted for jer og jeres 2 sønner, idet boligen med den bevilgede boligindretning anses for at kunne dække jeres søns behov som følge af hans varigt nedsatte funktionsevne. Dette gælder uanset, at boligen ikke i alle henseender opfylder jeres ønsker til den bedst mulige varige bolig for sønnen og jer selv.
Vi har lagt vægt på, at jeres søn lider af spinal muskelatrofi type 2, der er en medfødt ændring af arvematerialet, som medfører en tiltagende ødelæggelse af nerveforsyningen til musklerne. Han er - og vil fortsat være - afhængig af kørestol og hjælp døgnet rundt.
Kommunen har vurderet, at jeres nuværende bolig, der er en bolig i 3 plan, ikke kan indrettes, således at den bliver egnet som opholdssted for jeres søn. Kommunen har – forgæves - undersøgt muligheden for at finde en egnet lejebolig i A og B.
Kommunen har herefter fundet en lejebolig i C på 147 m2, som kommunen finder egnet. Der er tale om et parcelhus i et plan. Huset har bl.a. en stue på 45 m2.
Kommunen har bevilget boligindretning til den anviste bolig. Den bevilgede boligindretning omfatter ombygning af eksisterende bade-værelse, bl.a. med opklappeligt pusleleje og loftlift. I boligen er der desuden et gæstetoilet.
Efter serviceloven skal kommunen yde hjælp til indretning af bolig til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretningen er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.
I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp til boligændring af den nuværende bolig ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, kan kommunen yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden ejerbolig. Det er dog en betingelse, at kommunen ikke kan anvise en lejebolig, der kan dække behovet.
Vi finder, at forlængelse af jeres transporttid til og fra arbejde, badeværelsets størrelse/indretning, påvirkning af netværk samt evt. skoleskift for sønnens storebror ikke kan medføre, at den anviste bolig ikke kan anses for at være egnet.
Vi vurderer heller ikke, at det forhold, at der ikke er badekar i den anviste bolig, kan medføre, at den anviste bolig ikke anses som egnet, uanset at der foreligger anbefaling om badekar fra K hospital.
Endelig vurderer vi, at den omstændighed, at der er tale om et lejemål af et privatejet parcelhus, og at der dermed kan være en lidt større risiko for at lejemålet opsiges på grund af ejers forhold, end hvis der var tale om et lejemål i et boligselskab, ikke kan føre til en anden vurdering.
Det afgørende er således, om jeres ønsker til den anviste bolig kan anses for at være nødvendige, og ikke alene hensigtsmæssige.