Ankestyrelsens principafgørelse 27-13

2013

Resumé:

Principafgørelsen fastslår

En revalidends indtægts- og formueforhold er som udgangspunkt uden betydning for revalideringsydelsen.

Dog medfører indtægter fra løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger, herunder løbende udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter lov om arbejdsskadesikring, fradrag i revalideringsydelse.

Der skal ske fradrag for løbende udbetalinger fra alle forsikringer og pensionsordninger, uanset om disse træder i stedet for revalidendens egen mistede indtægt eller ej. Der skal således også ske fradrag for indtægter fra løbende forsørgertabserstatning, der ikke træder i stedet for revalidendens egen mistede indtægt, men som erstatter et mistet forsørgelsesgrundlag som følge af ægtefællens død.

Indtægter fra løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger medfører dog kun fradrag i revalideringssydelsen i det omfang, de sammenlagt med revalideringsydelsen overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægter.

Beregningen af revalidendens hidtidige arbejdsindtægter skal ske efter reglerne i bekendtgørelse nr. 740 af 29. juni 2006 om, hvorledes hidtidige arbejdsindtægter opgøres og reguleres m.v. efter § 59 i lov om aktiv socialpolitik.

Note : Afgørelsen er sprogligt korrigeret den 6. marts 2013

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012 - § 59, § 46, stk, 3 og § 51, stk, 3

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen for at afklare, hvilke løbende ydelser, der påvirker revalideringsydelsens størrelse.

Det fremgår af lov om aktiv socialpolitik § 59, stk. 1, at revalideringsydelsen skal nedsættes med indtægter fra løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger, herunder løbende udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter lov om arbejdsskadesikring. Disse indtægter trækkes dog kun fra i det omfang, de sammenlagt med revalideringsydelsen overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægter.

Det fremgår af lovbemærkningerne til § 59, at der i almindelighed skal ske fradrag for løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger.

3. Andre Principafgørelser

Gældende

Følgende Principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

90-12 : Løbende udbetaling af tilskadekomstpension (tjenestemandspension) medfører fradrag i revalideringsydelse i det omfang, pensionen sammen med revalideringsydelsen overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægter.

187-11 : Løbende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste medfører ikke fradrag i revalideringsydelse, når den tabte arbejdsfortjeneste er beregnet på baggrund af reglerne om årsløn i lov om erstatningsansvar, og erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste sammenlagt med revalideringsydelsen ikke vil overstige den hidtidige årsløn.

Kasserede

Følgende Principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:

A-8-99 : Praksis er indarbejdet i denne Principafgørelse. Det fremgik af A-8-99, at løbende enkepension og løbende erstatning for tab af erhvervsevne skulle fradrages i revalideringsydelsen. Der skulle dog kun ske fradrag for den del af enkepensionen og den løbende erstatning for tab af erhvervsevne, der sammen med revalideringsydelsen oversteg den hidtidige arbejdsindtægt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om, hvilke løbende ydelser der påvirker revalideringsydelsens størrelse, herunder om der skal ske fradrag i revalideringsydelse for løbende forsørgertabserstatning.

Resultatet er

• indtægter fra løbende forsørgertabserstatning medfører fradrag i din revalideringsydelse i det omfang forsørgertabserstatningen sammen med revalideringsydelsen overstiger dine hidtidige arbejdsindtægter

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at dine indtægter fra løbende forsørgertabserstatning medfører fradrag i din revalideringsydelse.

Indtægterne medfører dog kun fradrag i din revalideringsydelse i det omfang, de sammenlagt med revalideringsydelsen overstiger dine hidtidige arbejdsindtægter.

Vi har lagt vægt på, at indtægter fra løbende forsørgertabserstatning må anses for omfattet af § 59 i lov om en aktiv socialpolitik.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af ordlyden af § 59, at indtægter fra løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger, herunder løbende udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter lov om arbejdsskadesikring medfører fradrag i revalideringsydelsen.

Vi har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af lovbemærkningerne til bestemmelsen, at der i almindelighed skal ske fradrag for løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger.

Der er således ikke fastsat regler om, at nogen ydelser fra forsikrings- og pensionsordninger er undtaget, eller at ydelserne alene skal vedrøre revalidendens egne indtægter.

Advokat X har på dine vegne oplyst, at hverken formålet med aktivlovens § 59 eller vejledningen hertil tilsiger, at en løbende udbetalt forsørgertabserstatning for en afdød ægtefælle skal medføre fradrag i revalideringsydelse.

X anfører endvidere, at når ægtefællens arbejdsindtægt ikke har indflydelse på fastsættelsen af den oprindelige revalideringsydelse, kan en ydelse, som erstatter denne indtægt, og som udbetales direkte til revalidenden, heller ikke have indflydelse på revalideringsydelsen.

X anfører desuden, at Principafgørelse A-8-99 er ulovhjemlet. Det fremgår af Principafgørelsen, at løbende enkepension skulle fradrages i revalideringsydelsen. Der skulle dog kun ske fradrag for den del af enkepensionen og den løbende erstatning for tab af erhvervsevne, der sammen med revalideringsydelsen oversteg den hidtidige arbejdsindtægt.

Vi henviser til begrundelsen for vores afgørelse. Vi bemærker endvidere, at forsørgertabserstatningen udbetales til dig og således udgør en løbende indtægt for dig. Det forhold, at din ægtefælles arbejdsindtægt, hvis din ægtefælle stadig var i live, ikke ville have indflydelse på din revalideringsydelse, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen.

Forbund Z har på dine vegne anført, at aktivlovens § 59 skal fortolkes således, at det alene er løbende udbetaling af erhvervsevnetabserstatning, som indgår i beregningen af revalideringsydelse. Forbund Z henviser til § 43 i den tidligere gældende bistandslov og § 11 i den tidligere gældende bekendtgørelse om den faste bruttorevalideringsydelse m.v. efter bistandslovens § 43.

Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen, hvoraf det fremgår, at indtægter fra løbende forsørgertabserstatning må anses for omfattet af § 59 i lov om en aktiv social politik, og at forsørgertabserstatningen derfor medfører fradrag i revalideringsydelse.

Forbund Z har anført, at hvis løbende forsørgertabserstatning medfører fradrag i revalideringsydelse, skal den anvendte årsindtægt forhøjes med et beløb, som svarer til den løbende forsørgertabserstatning. Forbund Z anfører, at du ellers ikke vil blive kompenseret for dit reelle indtægtstab i form af, at du har mistet din ægtefælles bidrag til den fælles husholdning.

Vi bemærker, at indtægterne fra løbende forsørgertabserstatning kun medfører fradrag i din revalideringsydelse i det omfang, de sammenlagt med revalideringsydelsen overstiger dine hidtidige arbejdsindtægter. Beregningen af dine hidtidige arbejdsindtægter skal ske efter reglerne i bekendtgørelse nr. 740 af 29. juni 2006 om, hvorledes hidtidige arbejdsindtægter opgøres og reguleres m.v. efter § 59 i lov om aktiv socialpolitik.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 8. marts 2012

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 30. marts 2012 og 27. april 2012

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

• Brev af 3. september 2012 fra Forbund Z

Dato for underskrift

28.02.2013

Offentliggørelsesdato

04.12.2013 Denne principafgørelse er kasseret som følge af Vestre Landsrets dom af 29. november 2013. (Se også principafgørelse 29-14 af 27. maj 2014)

Paragraf

§ 59 § 46 § 11 § 43 § 51

Journalnummer

2000210-12