Ankestyrelsens principafgørelse 30-14

Lov om aktiv socialpolitik – lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012 – § 95

Bekendtgørelse nr. 1502 af 12. december 2013 om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik og § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - §§ 5, 6, 10 og 11

Bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige - § 5,

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen principielt for at afklare, hvornår kommunen i sag om tilbagebetaling er forpligtet til at sende sagen til SKAT, og om kommunen kan/skal bede SKAT om at foretage en betalingsevnevurdering.

Lov om aktiv socialpolitik

§ 95, stk. 1, fastslår, at tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.

Bekendtgørelse om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik og § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

Det fremgår af § 5, stk. 1, at for alle andre skyldnere end dem, der er nævnt i § 6, fastsætter kommunen afdragsordningen med udgangspunkt i den tabel og den beregningsmåde af det månedlige afdrag, der fremgår af § 5, stk. 1 og 2, i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det fremgår af § 6, stk. 1, at kommunen yder henstand til skyldnere, der modtager uddannelseshjælp, kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, ikke har andre indtægter end førtidspension eller ikke har en årlig nettoindkomst, der overstiger de minimumsgrænser for fastsættelse af afdragsordninger for henholdsvis personer med forsørgerpligt over for børn og personer uden forsørgerpligt over for børn, der er fastsat i § 5, stk. 1, i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. dog stk. 2.

Det fremgår af § 6, stk. 2, at hvis en af de i stk. 1 nævnte skyldnere har meget beskedne udgifter til f.eks. bolig eller særligt høje skattefradrag, kan der opkræves et månedligt beløb, der fastsættes under hensyn til disse særlige omstændigheder.

Det fremgår af § 10, at overholder en skyldner trods påkrav ikke en afdragsordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden. Kommunen træffer afgørelse om, at kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, med henblik på inddrivelse. Inden overdragelsen skal kommunen skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen.

Det fremgår af § 11, stk. 1, at hvis skyldneren anmoder herom, f.eks. fordi skyldneren allerede har andre tilbagebetalingskrav, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal kommunen overdrage fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt end nævnt i § 10.

Bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige

Det fremgår af § 5, stk. 1, at afdragsordninger, der fastsættes af restanceinddrivelsesmyndigheden over for personer, skal fastsættes som en procentdel (afdragsprocent) af den årlige indkomst opgjort som den årlige bruttoindkomst inkl. indtægter omfattet af § 12, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetalinger efter § 14, stk. 4, nr. 2 a, ATP-bidrag og skat, jf. dog stk. 6 og 7. Det beløb, som skal afdrages årligt, fastsættes med udgangspunkt i tabel.

Det fremgår af § 5, stk. 6, at afdragsordninger kan fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6. Indsender skyldner et budgetskema, vurderer restanceinddrivelsesmyndigheden, om der ved den fastsatte afdragsordning overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog afvise at foretage en betalingsevnevurdering, når denne findes at være uden betydning for afgørelsens udfald.

Endelig fremgår det af § 5, stk. 9, at en afdragsordning, som overholdes af skyldneren, ikke er til hinder for, at SKAT kan foretage og realisere udlæg, modregning, indtrædelse og gennemføre særskilt lønindeholdelse.

3. Andre Principafgørelser

Kasserede

Følgende principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:

148-12: om revision af betalingsaftale og konkret betalingsevnevurdering. Praksis er indarbejdet i denne principafgørelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om, hvornår kommunen i sag om tilbagebetaling er forpligtet til at sende sagen til restanceinddrivelsesmyndigheden hos SKAT (herefter SKAT), og om kommunen kan/skal bede SKAT om at foretage en betalingsevnevurdering.

Resultatet er:

· NN skal tilbagebetale § 34 støtte efter den af kommunen fastsatte afdragsordning

· Kommunen skal ikke sende kravet videre til SKAT efter NNs anmodning

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunen ikke havde pligt til at sende fordringen vedrørende tilbagebetaling af støtte efter aktivlovens § 34 til SKAT med henblik på en betalingsevnevurdering.

Vi har lagt vægt på, at NN ikke har andre tilbagebetalingskrav, der er overdraget til SKAT.

Vi har endvidere lagt vægt på, at det forhold, at hun har mange udgifter til sygdom/handicap, ikke medfører, at kommunen havde pligt til at sende fordringen til SKAT med henblik på en betalingsevnevurdering.

Kommunen skal som udgangspunkt først sende en fordring til SKAT, når skyldneren trods påkrav ikke har overholdt den af kommunen fastsatte afdragsordning. Dvs. når gælden er blevet en egentlig restance.

Efter undtagelsesbestemmelsen i § 11, stk. 1, i bekendtgørelse om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, skal kommunen dog overdrage fordringen til SKAT på et tidligere tidspunkt, hvis skyldneren anmoder herom, f.eks. fordi skyldneren allerede har andre tilbagebetalingskrav, der er overdraget til SKAT.

Det er vores vurdering, at § 11, stk. 1 , må fortolkes således, at det hensyn, der ligger til grund for bestemmelsen, er hensynet til borgerens interesse i en samlet afviklingsordning for flere restancer.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at § 11, stk. 1, er en undtagelsesregel til den altovervejende hovedregel om, at der skal fastsættes en afdragsordning med udgangspunkt i tabel. § 11, stk. 1, skal derfor fortolkes indskrænkende.

Det fremgår af reglerne, at ved opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik skal kommunen fastsætte en afdragsordning med udgangspunkt i den tabel og den beregningsmåde af det månedlige afdrag, der fremgår af bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

En kommune hverken kan eller skal foretage en konkret betalingsevnevurdering i forbindelse med fastsættelsen af en afdragsordning.

Overholder en skyldner trods påkrav ikke en afdragsordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden. Kommunen træffer afgørelse om, at kravet overdrages til SKAT med henblik på inddrivelse.

Kommunen skal overdrage fordringen til SKAT på et tidligere tidspunkt, hvis skyldneren anmoder herom, f.eks. fordi skyldneren allerede har andre tilbagebetalingskrav, der er overdraget til SKAT.

NN har oplyst, at hun har anmodet om at få lavet en betalingsevnevurdering pga. mange udgifter til sygdom/handicap.

Hun henviser til bekendtgørelsens § 11, stk. 1, og anfører, at kommunen ikke mener, at hun har ret til en betalingsevnevurdering efter denne bestemmelse, fordi hun ikke har anden gæld. Hun henviser til, at der står ”f.eks.” i § 11, stk. 1, og at bestemmelsen derfor ikke er udtømmende i forhold til andre særlige situationer, som f.eks. når man har udgifter til særlige behov.

Hun har endvidere anført, at tabellen er beregnet ud fra indkomst for almindelige borgere, der ikke har særlige udgifter, hvilket kommunen tidligere selv kunne inddrage i beregningen. Hun anfører, at loven ikke er ændret i forhold til tilbagebetalingsreglerne i aktivlovens § 95, og at den eneste forskel er, at det nu er SKAT, der laver betalingsevnevurderingen, hvor den før blev lavet i kommunen.

NN har desuden anført, at hvis kommunen sender en sag til SKAT som en inddrivelsessag efter bekendtgørelsens § 10, fordi en afdragsordning fastsat af kommunen er misligholdt, kan SKAT foretage udlæg og senere tvangssalg af ejendom. Hvis kommunen derimod sender sagen til SKAT efter bekendtgørelsens § 11, stk. 1, med henblik på en betalingsevnevurdering, er der ingen misligholdelse, og sagen køres hos SKAT som en opkrævningssag, hvis der er en betalingsevne. I denne situation foretages der ikke udlæg, medmindre man misligholder en fastsat afdragsordning, man kan betale.

Hun har ligeledes henvist til aktivlovens § 95, stk. 2, hvoraf det fremgår, at tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. Hun anfører i den forbindelse, at bortfaldsreglen i § 95 aldrig ville blive aktuel, hvis man blot foretager udlæg.

NNs oplysninger kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen, hvoraf det fremgår, at det er vores vurdering, at bekendtgørelsens § 11, stk. 1 , må fortolkes således, at det hensyn, der ligger til grund for bestemmelsen, er hensynet til en borgers interesse i en samlet afviklingsordning for flere restancer. NN har ikke andre tilbagebetalingskrav, der er overdraget til SKAT. Hun har således ikke en interesse i en samlet afviklingsordning for flere restancer. Bekendtgørelsens § 11, stk. 1, finder derfor ikke anvendelse i hendes sag. Det betyder, at kommunen i NNs sag først skulle overdrage kravet til SKAT på det tidspunkt, hvor hun trods påkrav ikke havde overholdt den af kommunen fastsatte afdragsordning.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

· De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

· Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 24. april 2013

· Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 14. maj 2013

· Beskæftigelsesankenævnets genvurdering