Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Ansøgning om fleksjob
En borger kan ikke anmode om, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om fleksjob, da kommunen skal se en ansøgning om fleksjob i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal således i det enkelte tilfælde vurdere, om og i givet fald hvilken indsats, der skal iværksættes.
Der er ikke hjemmel i fleksjobreglerne til at se bort fra den helhedsvurdering, der efter reglerne skal foretages i forbindelse med en ansøgning om fleksjob.
Kommunen skal vurdere, om der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om fleksjob eller at iværksætte andre initiativer. Kommunen skal kun påbegynde behandling af sag om fleksjob i de tilfælde, hvor der er noget, der taler for, at borgeren er i målgruppen for fleksjob.
Et afslag på at påbegynde behandling af sag om fleksjob vil efter Ankestyrelsens praksis være at betragte som en afgørelse, som borgeren kan klage over. Vi henviser til principafgørelse 64-11, hvorefter jobcentrets afslag på at afklare arbejdsevnen måtte anses for en afgørelse, der tilsigtede at have retsvirkning efter sit indhold, det vil sige afslag på fleksjob på det foreliggende grundlag.
Forelæggelse for rehabiliteringsteamet
Borgeren har ikke krav på at få sin sag forelagt for rehabiliteringsteamet. Kommunen har kun pligt til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet i det tilfælde, hvor kommunen vurderer, at der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension.
Det følger af reglerne, at rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling, inden beslutning om og tilkendelse af ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension træffes af kommunen. Det fremgår af lovbemærkningerne, at kommunens forelæggelse af sager for teamet er en del af den faktiske forvaltningsudøvelse som led i sagsbehandlingen, og at der derfor ikke kan klages over, at sagen forelægges eller ikke forelægges for teamet.
Det fremgår også af lovbemærkningerne, at der i komplekse sager skal ske en nødvendig tværfaglig koordinering og en parallel afklaring af den enkeltes beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige ressourcer. Tilsvarende fremgår det af den politiske aftale om reformen, at formålet med rehabiliteringsteamet er at sikre, at der sker den nødvendige tværfaglige koordinering i komplekse sager.
Kommunen kan altid vælge at forelægge en sag for rehabiliteringsteamet.
I sager om førtidspension er der en særlig hjemmel til, at borgeren kan bede kommunen om at tage stilling til førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag, se § 17, stk. 2, i lov om sociale pension. Det betyder, at kommunen i disse tilfælde ikke skal foretage en helhedsvurdering. Disse sager skal altid forelægges for rehabiliteringsteamet inden afgørelse.
Udarbejdelse af rehabiliteringsplan
Kommunen har kun pligt til at udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del, hvis sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet. Kommunen kan dog altid vælge at udarbejde rehabiliteringsplanen.
Det følger af reglerne, at den forberedende del af rehabiliteringsplanen skal udarbejdes for alle, der skal have deres sag behandlet i et rehabiliteringsteam.
Vi bemærker, at kommunen efter officialprincippet altid skal sørge for at oplyse sagen tilstrækkeligt, og at rehabiliteringsplanens forberedende del med fordel kan anvendes som et værktøj til at belyse og dokumentere borgerens forhold i de tilfælde, hvor kommunen f.eks. træffer afgørelse om afslag på fleksjob uden at forelægge sagen for teamet.