Ankestyrelsens principafgørelse 42-14

01-01-2014
Serviceloven Børn Eu Grænsearbejder Merudgifter Naturalydelse Gældende Kommunal

Resumé:

Principafgørelsen fastslår

En familie med bopæl i Sverige, var ikke berettiget til merudgifter til forsørgelsen af deres syge barn efter serviceloven, selv om faderen var grænsearbejder og arbejdede i Danmark.

Dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse er i EU-retlig forstand en naturalydelse ved sygdom. Naturalydelser udbetales fra bopælslandet.

Grænsearbejderes særlige adgang til naturalydelser efter arbejdslandets lovgivning er begrænset til situationer, hvor ydelsen benyttes i arbejdslandet, og familiemedlemmers ret er yderligere begrænset til den hjælp, der ud fra et medicinsk synspunkt er nødvendig under opholdet i arbejdslandet.

Kommunen kunne derfor ikke bevilge dækning af nødvendige merudgifter til barnet, som boede i Sverige, og hvis far arbejdede i Danmark.

Rådets forordning EØF nr. 883 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger - artikel 17

Rådets forordning EØF nr. 883 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger - artikel 18

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, om hjælp efter § 41 kan ydes til en grænsearbejder, der bor i Sverige med sin hustru og barn, og hvilken betydning det i så fald har, at familien samtidig modtager merudgiftsydelse fra bopælskommunen.

Lov om social service § 41 fastslår, at der er ret til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af et barn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Rådets forordning EØF nr. 883 - artikel 17 fastslår, at ved bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente stat har en forsikringstager og dennes familiemedlemmer ret til naturalydelser efter reglerne i bopælslandet.

Rådets forordning EØF nr. 883 - artikel 18 fastslår, at ved ophold i den kompetente stat, når bopælen er en anden medlemsstat, har forsikringstageren og dennes familiemedlemmer også ret til naturalydelser efter den kompetente stats regler. Da både Danmark og Sverige er optaget på bilag III om begrænsning af ret til naturalydelser for grænsearbejdernes familiemedlemmer, er retten for familiemedlemmerne ifølge artikel 19 begrænset til hjælp, der ud fra et medicinsk synspunkt er nødvendig.

3. Andre principafgørelser

Kasserede

Følgende principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:

C-20-04: historisk, gælder ikke længere. Praksis er indarbejdet i denne principafgørelse.

196-11: historisk, gælder ikke længere. Praksis er indarbejdet i denne principafgørelse.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om afklaring af, om hjælp efter § 41 kan ydes til en grænsearbejder, der bor i udlandet med sin hustru og barn, og hvilken betydning det i så fald har, at familien samtidig modtager merudgiftsydelse fra bopælskommunen.

Resultatet er

merudgifter til forsørgelse af et barn i hjemmet er en naturalydelse

Det betyder, at hjælpen skal ydes i det land, hvor hjælpen benyttes, altså i bopælslandet.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y men med en anden begrundelse.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen vurderer, at du, da du har bopæl i et andet land end arbejdslandet, har ret til naturalydelser efter reglerne i dit bopælsland for den kompetente stats (Danmarks) regning. På samme måde vil dine familiemedlemmer under visse betingelser kunne være berettiget til hjælp for den danske stats regning.

Da du er grænsegænger, vil du også have ret til naturalydelser efter reglerne i Danmark under ophold i Danmark. Efter Ankestyrelsens opfattelse dækker denne mulighed dog alene den situation, hvor naturalydelsen faktisk udnyttes under opholdet, dvs. f.eks. lægehjælp. Dine familiemedlemmer har ligeledes i særlige tilfælde mulighed for at få hjælp under ophold i Danmark.

Du har oplyst, at der efter din opfattelse er tale om kontantydelser, og at de derfor skal udredes efter arbejdslandets regler.

Vi bemærker, at vi ikke er enige med dig i denne vurdering. Vi henviser til uddrag af Vejledning om koordinering af sundhedsydelser m.v. som er gengivet under retsregler.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

•De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

•nævnets afgørelse af 11. marts 2013

•Klagen til Ankestyrelsen af 12. april 2013

•nævnets genvurdering

Dato for underskrift

04.07.2014

Offentliggørelsesdato

05.07.2014

Paragraf

§ 41

Journalnummer

2013-8135-09278