Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Borgeren skal inviteres med til det møde, hvor rehabiliteringsteamet skal drøfte og give indstilling i borgerens sag. Det gælder uanset, om sagen handler om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension. Det gælder også for sager, hvor borgeren har anmodet om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag.
Kun i de tilfælde, hvor det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle borgerens arbejdsevne, kan rehabiliteringsteamet behandle en sag, uden at borgeren deltager. I alle andre tilfælde skal borgeren indkaldes til mødet i rehabiliteringsteamet.
Har borgeren ikke været indkaldt til mødet i rehabiliteringsteamet, vil det som udgangspunkt betyde, at kommunens afgørelse er ugyldig.
Kun hvis det kan udelukkes, at den manglende borgerinddragelse har haft betydning for afgørelsens resultat, kan Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fastholde kommunens afgørelse.
I den konkrete sag havde borgeren søgt om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag. De lægelige oplysninger var sparsomme, og borgerens arbejdsevne havde ikke været afprøvet på nogen måde. Borgeren havde før sin sygemelding været tilknyttet arbejdsmarkedet på normale vilkår.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede derfor, at det ikke havde haft betydning for afgørelsens resultat, hvis borgeren havde været med på mødet i rehabiliteringsteamet. Han var under alle omstændigheder ikke berettiget til førtidspension på det foreliggende grundlag. Kommunens afgørelse om afslag på førtidspension blev derfor opretholdt.