Vi vurderer, at du har et tab af erhvervsevne på 15 procent, som følge af arbejdsskaden den 22. juli 2009. Du har derfor ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.
Vi har lagt vægt på, at du kom til skade den 22. juli 2009, og at du den 1. marts 2012 er blevet tilkendt fleksjob. Du arbejder 12-15 timer ugentligt ved A Sygehus. Vi vurderer, at du er blevet tilkendt fleksjob på grund af arbejdsskadens følger. Du er derfor omfattet af arbejdsskadelovens § 17a.
Arbejdsskadestyrelsen har på baggrund af dine vedlagte lønsedler beregnet, at du i perioden fra den 1. marts 2012 til den 31. juli 2012, har haft en A-indkomst på 129.996.70 kroner. Dertil kommer ATP-bidrag på 288,00 kroner og pension på 17.792,10 kroner. Dette svarer til en årlig indtjening på 355.384,32 kroner. Vi er enige i Arbejdsskadestyrelsens beregning.
Vi har også lagt vægt på, at du under din tidligere ansættelse som sygeplejerske på 29,6 timer om ugen, havde en indtjening på 300.438,33 kroner, de seneste 12 måneder inden arbejdsskaden. Du havde ikke inden skaden haft helbredsmæssige gener, der havde været erhvervshindrende. Din indtjening, såfremt arbejdsskaden ikke var sket, har vi derfor vurderet ud fra, at du havde en fuld erhvervsevne på tidspunktet, hvor du kom til skade. Vi har derfor opreguleret din indtjening til 37 timer. Det svarer til, at du kunne have haft en indtjening på 375.458 kroner om året, hvis du havde arbejdet 37 timer om ugen.
Erstatningen efter § 17a skal fastsættes efter, hvad du ville have tjent, hvis arbejdsskaden ikke var sket sammenholdt med din løn i dit fleksjob.
Din lønnedgang som følge af arbejdsskaden, har vi beregnet på følgende måde:
Vi vurderer, at du kunne have haft en indtjening på 375.548 kroner i år 2009, hvor du kom til skade. Dette beløb ganges med brøken 474.000/ 434.000, som er maksimumlønnen for henholdsvis 2012 og 2009. Vi vurderer, at hvis arbejdsskaden ikke var sket, kunne du i 2012 have tjent 410.161 kroner.
Din lønnedgang som følge af arbejdsskaden svarer på baggrund af ovenstående beregning til 54.776,28 kroner, og du har dermed en lønnedgang på 13,4 procent i forhold til hvad du kunne have tjent, hvis arbejdsskaden ikke var sket.
Baggrunden for den principielle behandling af din sag:
Vi har behandlet sagen principielt med henblik på en afklaring af, om principafgørelse U-19-04 er anvendelig på tilfælde, hvor skadelidte har indgået en fleksjob-aftale med kommunen, og dermed er omfattet af arbejdsskadelovens § 17a.
Vi har herefter inddraget principafgørelse U-19-04 i vores vurdering af din sag.
Principafgørelse U-19-04:
Som udgangspunkt har man ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne, hvis man ikke kan dokumentere et indtægtstab på mindst 15 procent som følge af en arbejdsskade. Ved principafgørelse U-19-04 slog Ankestyrelsen fast, at i de tilfælde, hvor der er et dokumenteret blivende indtægtstab som følge af arbejdsskaden, og hvor indtægtsnedgangen er af nogen betydning, er man berettiget til en erstatning for tab af erhvervsevne. Ved principafgørelsen havde en skadelidt en dokumenteret lønnedgang på 13,5 procent, og Ankestyrelsen fastsatte erstatningen til 15 procent.
Principafgørelsen betyder således, at den nedre grænse i § 17, stk. 1 ikke er fast, men at man som skadelidt kan få erstatning, såfremt betingelserne i principafgørelsen er opfyldte.
Vi henviser til Ankestyrelsens Principdatabase hvor du kan søge efter vores Principafgørelser, som vi har henvist til i din afgørelse. Principdatabasen finder du på vores hjemmeside www.ast.dk.
Din sag:
Vi vurderer, at du har ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent, selvom din nedlønnedgang er mindre end 15 procent.
Vi vurderer, at principafgørelse U-19-04 også er anvendelig for situationer, hvor en skadelidt har indgået en fleksjobaftale, og dermed er omfattet af arbejdsskadelovens § 17a. Vi mener således, at hvis en skadelidt i fleksjob kan dokumentere et blivende indtægtstab, og hvor indtægtsnedgangen er af nogen betydning, kan dette medføre en erstatning. Vi mener derfor, at § 17a ikke indeholder en nedre grænse på 15 procent, som er indeholdt i § 17, stk. 1, og dermed er den fortolkning, der fremgår af principafgørelsen, også gældende ved fastsættelsen af erstatning efter § 17a.
Vi har i din sag lagt vægt på, at der foreligger en tilstrækkelig sikker afklaring af dine erhvervsmæssige forhold. Vi vurderer, at du har et dokumenteret blivende indtægtstab, og at din lønnedgang på 13,4 procent er af nogen betydning. Vi har derfor anvendt principperne fra principafgørelse U-19-04, og tilkendt dig et tab af erhvervsevne på 15 procent.
Der udbetales erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har medført nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde.
Oplysningerne fremgår særligt af dine indsendte lønsedler, oplysninger indhentet fra SKAT, kommunale akter vedrørende din aftale om fleksjob samt din besvarelse af Arbejdsskadestyrelsens spørgeskema af 15. august 2012 med vedlagte lønsedler.