Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Betydelig nedsat funktionsevne
Der er tale om en betydelig nedsat funktionsevne, når en borger ikke eller kun i meget begrænset omfang, kan bevæge sig og udføre almindelige dagligdags opgaver som f.eks. personlig pleje, madlavning, rengøring og transport.
Ved vurderingen af, hvorvidt en borger er omfattet af personkredsen for borgerstyret personlig assistance, skal kommunen foretage en individuel og helhedsorienteret vurdering af borgerens behov. Der skal være tale om et behov, der ikke kan dækkes efter servicelovens regler om personlig og praktisk hjælp, socialpædagogisk bistand samt ledsageordning.
Aktivitetsniveau
Det er ikke et krav for at være omfattet af personkredsen for borgerstyret personlig assistance, at der er tale om en borger, der har eller har mulighed for at få et højt aktivitetsniveau.
Dog kan en borgers aktivitetsniveau i det konkrete tilfælde være en del af vurderingen af, hvorvidt borgeren har et behov, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte som borgerstyret personlig assistance. Der skal i den forbindelse tages hensyn til formålet med bestemmelsen, som er at give personer med omfattende funktionsnedsættelser mulighed for at leve et så normalt og selvstændigt liv som muligt.
Hjælpemidler og indretning af borgers bolig
Det kan kræves, at borger, i det omfang vedkommende er i stand til det, benytter sig af mindre hjælpemidler, som er med til at gøre borgeren mere selvhjulpen. Kommunen kan også kræve, at borgeren indretter sig både med hensyn til indretning af bolig samt levemåde. Dog skal der også i den forbindelse tages hensyn til formålet med bestemmelsen.