Resumé:
Kommunen kan efter aktivlovens § 85 yde hjælp til en flytning, der forbedrer ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold. Det er en betingelse for hjælpen, at ansøgeren ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgiften.
Formålet med bestemmelsen er blandt andet at yde den nødvendige hjælp til, at ansøgeren kan få en efter sine forhold rimelig bolig.
En person, der er boligløs, kan være berettiget til hjælp til flytning efter aktivlovens § 85, uanset årsagen til, at han er boligløs
Der kan ikke gives afslag på hjælp til flytning alene med den begrundelse, at ansøgeren har haft mulighed for at spare op til udgiften. Kommunen skal vurdere ansøgningen på baggrund af ansøgerens økonomiske forhold på ansøgningstidspunktet.
Der kan heller ikke gives afslag alene med den begrundelse, at ansøger selv er skyld i at være uden bolig. Dette gælder også i tilfælde, hvor ansøgeren hidtil har haft en passende bolig, og hvor han selv har opsagt sin hidtidige bolig, umiddelbart før der ansøges om hjælp til flytning.
Derimod kan ansøgers forhold forud for ansøgningen få betydning for, hvilken bolig der må anses for passende, og dermed for hvilken form for hjælp kommunen er forpligtet til at yde.
Der skal være tale om en passende bolig
At ansøger er boligløs betyder således ikke, at der nødvendigvis er ret til hjælp til at flytte ind i den ansøgte bolig. Ansøgeren kan henvises til andre løsninger på boligproblemet, som efter en konkret vurdering kan anses for passende. Der kan være tale om boliger med lavere indflytningsomkostninger, boliger med mulighed for beboerindskudslån eller boliger, som kan udgøre en midlertidig løsning på boligproblemet.
Ansøgeren kan efter omstændighederne henvises til en midlertidig bolig
Ved vurderingen af, om ansøger kan henvises til en midlertidig løsning af boligproblemet, kan der f.eks. lægges vægt på størrelsen og sammensætningen af ansøgerens husstand, og om der er mulighed for fremadrettet at spare op til flytteudgifterne. Det kan efter omstændighederne endvidere indgå i vurderingen, om ansøgeren forud for ansøgningen har haft anledning til og mulighed for at spare op til flytteudgifterne, eller om ansøger selv er skyld i at være uden bolig.
En ansøgning om hjælp til flytning skal først behandles efter aktivlovens § 85, der er en specialbestemmelse vedrørende hjælp til flytning, når flytningen er begrundet i bolig- eller erhvervsmæssige forhold. I de tilfælde, hvor flytningen skyldes andre forhold end bolig- eller erhvervsmæssige forhold, kan der ydes hjælp efter aktivlovens § 81.