Ankestyrelsens principafgørelse 15-15

01-01-2015
Sygedagpengeloven Ny sygemelding Sygedagpenge Tidsbegrænsning Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Resumé:

Principafgørelsen fastslår

Når den sygemeldte tidligere har opbrugt sin ret til sygedagpenge på grund af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24, vil den sygemeldte ved fornyet sygemelding ikke være berettiget til sygedagpenge fra kommunen, hvis der er udbetalt sygedagpenge i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder.

Hvis den sygemeldte opfylder beskæftigelseskravet overfor arbejdsgiver ved at have været ansat uafbrudt i de seneste 8 uger i mindst 74 timer, vil den sygemeldte være berettiget til udbetaling af sygedagpenge eller løn fra arbejdsgiveren i arbejdsgiverperioden. Arbejdsgiver vil være berettiget til refusion af sygedagpenge fra kommunen i arbejdsgiverperioden, hvis der er tegnet forsikring, eller hvis der er indgået en aftale efter sygedagpengelovens § 56.

Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 43 af 23. januar 2015 - § 24, § 54 og § 56

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagerne principielt for at afklare, om der er ret til sygedagpenge eller refusion af sygedagpenge ved ny sygemelding, når den sygemeldte fortsat er omfattet af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24.

Lov om sygedagpenge § 24, stk. 1, fastslår, at udbetalingen af sygedagpenge ophører efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder.

Efter sygedagpengelovens § 54 er en arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygefravær fra arbejdet, berettiget til at få udbetalt de sygedagpenge, som lønmodtageren ellers ville have ret til fra kommunen vedrørende samme arbejdsforhold, dog højest med et beløb svarende til den udbetalte løn for samme tidsrum.

Af bemærkningerne til § 24 i lovforslag nr. L194 13/14 fremgår, at alle sygemeldte for at være berettiget til sygedagpenge skal opfylde det almindelige beskæftigelseskrav i lovens § 32 for lønmodtagere og § 42 for selvstændige, hvad enten de tidligere har nået revurderingstidspunktet efter en sammenhængende sygedagpengeperiode eller efter flere sygedagpengeperioder, og hvad enten der er tale om pensionister eller andre. Derudover er det efter lovforslaget - som hidtil - en grundlæggende forudsætning for på ny at være berettiget til sygedagpenge, at den sygemeldte ikke længere er omfattet af lovens § 24, stk. 1. Det betyder efter forslaget, at den sygemeldte ikke ved fornyet sygdom vil være berettiget til sygedagpenge, hvis der er udbetalt sygedagpenge i mere end 22 uger i de 9 forudgående måneder.

3. Andre principafgørelser

Kasserede

Følgende principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:

D-22-08 og 107-13. Principafgørelserne er ikke længere relevante, efter at det skærpede beskæftigelseskrav i § 26 er ophævet.

Sag nr. 1 (2014-3312-49485)

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over afgørelse af den 28. august 2014 om afslag på udbetaling af sygedagpenge

Resultatet er:

• Du havde ikke ret til sygedagpenge fra den 4. august 2014.

Det betyder, at vi er enige i kommunens afgørelse, som vi stadfæster.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ved din sygemelding den 4. august 2014 ikke opfyldte betingelserne for at få sygedagpenge fra kommunen.

Vi har lagt vægt på, at du har været sygemeldt i flere perioder og senest modtaget sygedagpenge fra kommunen fra den 30. oktober 2013 til den 9. juni 2014, og at du således havde modtaget sygedagpenge i mere end 22 uger i de forudgående 9 kalendermåneder.

Vi har desuden lagt vægt på, at du først kan få ret til sygedagpenge igen, når du er fri af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24, stk. 1, og at du ved sygemeldingen den 4. august 2014 fortsat var omfattet af tidsbegrænsningen.

Dette gælder også, selvom du ved sygemeldingen opfyldte de almindelige betingelser for at få sygedagpenge, herunder kravet om uarbejdsdygtighed på grund af sygdom og beskæftigelseskravet i sygedagpengelovens § 32.

Vi bemærker, at du ved din sygemelding ikke havde været ansat i 8 uger hos din arbejdsgiver, og at du derfor ikke opfyldte betingelserne for at få sygedagpenge fra arbejdsgiveren.

Efter reglerne ophører udbetalingen af sygedagpenge efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder.

Derudover er det efter lovbemærkningerne til de fra 1. juli 2014 gældende regler - som hidtil - en grundlæggende forudsætning for på ny at være berettiget til sygedagpenge, at den sygemeldte ikke længere er omfattet af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24, stk. 1. Det betyder, at den sygemeldte ikke ved fornyet sygdom vil være berettiget til sygedagpenge, hvis der er udbetalt sygedagpenge i mere end 22 uger i de 9 forudgående måneder.

Sag nr. 2 (2015-3320-04538)

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i jeres sag om klage over afgørelse af den 14. november 2014 om afslag på udbetaling af refusion af sygedagpenge

Resultatet er:

• I havde ikke ret til refusion af sygedagpenge efter den 21. november 2014.

Det betyder, at vi er enige i kommunens afgørelse, som vi stadfæster.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at jeres medarbejder efter udløbet af arbejdsgiverperioden ikke opfyldte betingelserne for at få sygedagpenge fra kommunen. Derfor havde I ikke ret til refusion af sygedagpenge.

Vi har lagt vægt på, at jeres medarbejder senest har været sygemeldt i perioden fra den 1. oktober 2013 til den 29. august 2014, og at han således havde modtaget sygedagpenge/løn under sygdom i mere end 22 uger i de forudgående 9 kalendermåneder.

Vi har desuden lagt vægt på, at jeres medarbejder først kan få ret til sygedagpenge fra kommunen igen, når han er fri af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24, stk. 1, og at han ved sygemeldingen den 22. oktober 2014 fortsat var omfattet af tidsbegrænsningen.

Dette gælder også, selvom jeres medarbejder ved sygemeldingen opfyldte de almindelige betingelser for at få sygedagpenge, herunder kravet om uarbejdsdygtighed på grund af sygdom og beskæftigelseskravet i sygedagpengelovens § 32.

I har på baggrund af den indgåede § 56-aftale fået udbetalt refusion af sygedagpenge i arbejdsgiverperioden. Aftalen kan ikke begrunde udbetaling af refusion af sygedagpenge efter den 21. november 2014, da den alene giver jer ret til refusion af sygedagpenge i arbejdsgiverperioden.

Efter reglerne ophører udbetalingen af sygedagpenge efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder.

Derudover er det efter lovbemærkningerne til de fra 1. juli 2014 gældende regler - som hidtil - en grundlæggende forudsætning for på ny at være berettiget til sygedagpenge, at den sygemeldte ikke længere er omfattet af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24, stk. 1. Det betyder, at den sygemeldte ikke ved fornyet sygdom vil være berettiget til sygedagpenge, hvis der er udbetalt sygedagpenge i mere end 22 uger i de 9 forudgående måneder.

En arbejdsgiver kan kun få udbetalt refusion af sygedagpenge, hvis medarbejderen ville have ret til at få udbetalt sygedagpenge fra kommunen.

Dato for underskrift

13.04.2015

Offentliggørelsesdato

14.04.2015

Paragraf

§ 24 § 26 § 54 § 56 § 42 § 32

Journalnummer

2014-3312-49485