Ankestyrelsens principafgørelse 17-15

01-01-2015
Sygedagpengeloven Arbejdsgiverperiode Fleksjob Sygedagpenge Tidsbegrænsning Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Resumé:

Principafgørelsen fastslår

Personer ansat i fleksjob er undtaget fra det almindelige beskæftigelseskrav. De er derfor berettiget til sygedagpenge fra kommunen fra første fraværsdag, hvis de opfylder de øvrige betingelser for ret til sygedagpenge.

Arbejdsgiver har ret til sygedagpengerefusion fra første fraværsdag, idet der ikke er en arbejdsgiverperiode for personer ansat i fleksjob. Det er en betingelse, at arbejdsgiver anmelder sygefraværet rettidigt. Dette gælder uanset, at medarbejderen er ansat i fleksjob, om arbejdsgiveren er forsikret eller om der er indgået en § 56-aftale.

Selvom den sygemeldte er ansat i fleksjob og derfor opfylder beskæftigelseskravet over for kommunen, vil arbejdsgiveren ikke være berettiget til refusion af sygedagpenge, når den sygemeldte er omfattet af tidsbegrænsningen på sygemeldingstidspunktet.

Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 43 af 23. januar 2015 - § 24, § 32 og § 54

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen principielt for at afklare, om der foreligger en arbejdsgiverperiode for personer ansat i fleksjob.

Lov om sygedagpenge § 32, stk. 1, nr. 6, fastslår, at lønmodtager ansat i fleksjob, jf. kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, opfylder beskæftigelseskravet overfor kommunen.

Det fremgår af sygedagpengelovens § 24, stk. 1, at udbetalingen af sygedagpenge ophører efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 22 uger i de forudgående 9 måneder.

Af bemærkningerne til lovforslag nr. L72 05/06 fremgår, at personer ansat i fleksjob undtages fra beskæftigelseskravet for ret til dagpenge ved sygdom. Kommunen skal derfor altid betale/refundere sygedagpenge fra første sygedag til en person ansat i fleksjob, såfremt personen opfylder de øvrige betingelser for ret til sygedagpenge.

3. Andre principafgørelser

Kasserede

Følgende principafgørelse er kasseret og gælder ikke længere:

D-15-04: Forældet som følge af nye regler.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i jeres sag om klage over afgørelse af den 15. oktober 2014 om afslag på udbetaling af sygedagpengerefusion.

Resultatet er:

• I havde ikke ret til refusion af sygedagpenge i perioden fra den 2. september 2014 til og med den 18. september 2014.

Det betyder, at vi er enige i kommunens afgørelse, som vi stadfæster.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at jeres medarbejder på sygemeldingstidspunktet den 2. september 2014 ikke opfyldte betingelserne for at få sygedagpenge fra kommunen. Derfor havde I ikke ret til refusion af sygedagpenge.

Det fremgår af sagen, at jeres medarbejder var ansat i fleksjob. Der gælder ikke en arbejdsgiverperiode for personer ansat i fleksjob, hvorfor I ville være berettiget til refusion af sygedagpenge fra første sygedag, såfremt jeres medarbejder opfyldte betingelserne for udbetaling af sygedagpenge fra kommunen.

Vi har ved vurderingen af, at jeres medarbejder ikke var berettiget til sygedagpenge fra kommunen fra første fraværsdag, lagt vægt på, at jeres medarbejder senest havde været sygemeldt i perioden fra den 26. november 2013 til den 22. juni 2014, og hun således havde modtaget sygedagpenge/løn under sygdom i mere end 22 uger i de forudgående 9 kalendermåneder.

Vi har desuden lagt vægt på, at jeres medarbejder først kan få ret til sygedagpenge fra kommunen igen, når hun er fri af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24, stk. 1, og at hun ved sygemeldingen den 2. september 2014 fortsat var omfattet af tidsbegrænsningen.

Dette gælder også, selvom jeres medarbejder ved sygemeldingen opfyldte de almindelige betingelser for at få sygedagpenge, herunder kravet om uarbejdsdygtighed og beskæftigelseskravet i § 32.

Efter reglerne ophører udbetalingen af sygedagpenge efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge eller løn under sygdom, i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder.

Derudover er det efter lovbemærkningerne til de fra 1. juli 2014 gældende regler – som hidtil – en grundlæggende forudsætning for på ny at være berettiget til sygedagpenge, at den sygemeldte ikke længere er omfattet af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24, stk. 1. Det betyder, at den sygemeldte ikke ved fornyet sygdom vil være berettiget til sygedagpenge, hvis der er udbetalt sygedagpenge i mere end 22 uger i de 9 forudgående måneder.

En arbejdsgiver kan kun få udbetalt refusion af sygedagpenge, hvis medarbejderen ville have ret til at få udbetalt sygedagpenge fra kommunen.

Dato for underskrift

13.04.2015

Offentliggørelsesdato

14.04.2015

Paragraf

§ 24 § 54 § 32

Journalnummer

2015-3320-07764