Resumé:
Psykisk skade efter psykisk påvirkning
En psykisk skade kan være forårsaget af enten en fysisk påvirkning som eksempelvis vold, trusler og ulykker, hvor sikrede selv er involveret, eller en psykisk påvirkning som eksempelvis uretmæssige beskyldninger, chikane, mobning eller andre stresspåvirkninger.
For at kunne tage stilling til, om der er årsagssammenhæng mellem en påvirkning/hændelse og en psykisk skade, må det afklares, hvilken psykisk skade der hævdes forårsaget af påvirkningen/hændelsen.
Personskadebegrebet skal endvidere ses i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående tilstande, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand.
Der skal foreligge en psykisk sygdom eller behandlingskrævende psykiske symptomer, for at der kan være tale om en psykisk personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand.
En tilpasningsreaktion er en forbigående tilstand, der kan have en varighed på op til 6 måneder. Der er tale om uspecifikke symptomer, der kan opstå selv efter udsættelse for mindre belastninger. Tilstanden vil som udgangspunkt ikke være omfattet af personskadebegrebet, medmindre der er tale om en hændelse af en vis alvorlig karakter, og der er tale om en behandlingskrævende tilstand.
Uspecificeret belastningsreaktion er en længerevarende psykisk reaktion med en varighed på op til 2 år. Tilstanden vil som udgangspunkt være omfattet af personskadebegrebet
Posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD , er en psykisk tilstand, man kan risikere at udvikle, hvis man har været udsat for voldsomme katastrofeagtige hændelser. Det gælder f.eks. hvis man har været udsat for alvorlige ulykker, naturkatastrofer, krig, tortur, overfald, dødstrusler eller gidseltagning. Sygdommen er behandlingskrævende og vil som udgangspunkt være omfattet af personskadebegrebet
Almindelige psykiske reaktioner i form af vrede, sorg, chok, forskrækkelse eller ikke-behandlingskrævende gener, er ikke syge psykiske tilstande, der er omfattet af personskadebegrebet i arbejdsskadesikringsloven. At en hændelse er eller kan opfattes som ubehagelig og medføre en psykisk reaktion er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til at opfylde personskadebegrebet.
Ankestyrelsen har behandlet 2 sager, hvor de skadelidte har været udsat for en psykisk påvirkning, og på baggrund heraf har anmeldt psykiske symptomer/sygdomme som arbejdsskader.
De skadelidte havde anmeldt, at de var blevet mobbet på arbejdspladsen. Sagerne medvirker til at belyse, hvilke psykiske symptomer/sygdomme, der opfylder betingelserne til en personskade i lovens forstand i forhold til almindelige psykiske reaktioner.
De sikrede havde begge anmeldt psykisk chok og efterfølgende fået stillet diagnoserne tilpasningsreaktion og uspecificeret belastningsreaktion. De angivne omstændigheder kunne efter en lægefaglig vurdering alene medføre gener i form af kortvarigt og forbigående psykisk ubehag.
At hændelsen i sig selv er eller kan opfattes som ubehagelig og medføre psykisk reaktion er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at anerkende tilfældet som en arbejdsskade.